Det går overordnet fortsat godt med økonomien i Nordjylland, hvis man skal dømme efter dagens regnskab fra Nordjyske Bank.
Banken, der er en del af Ringkjøbing Landbobank, har de seneste to år stort set ikke haft tab på nedskrivninger, og beskæftigelsen i regionen er fortsat høj. Ifølge banken har nordjyderne og de nordjyske virksomheder generelt en solid økonomi, men de stigende renter medfører et stigende fokus på både indlånsrenten og udlånsrenten især i forhold til boligøkonomien:
– Danmarks Nationalbank har nu hævet renten 10 gange de seneste fem kvartaler, og den samlede rentestigning lyder på 4,2%. Derfor er det ikke underligt, at nordjyderne og de nordjyske virksomheder begynder at mærke konsekvenserne. Vi synes derfor, at det er naturligt, at man som kunde interesserer sig mere for sine ind- og udlån. Har man penge stående i banken, som man ikke forventer at skulle bruge på den korte bane, så tilbyder vi nu en rente på op til 3,2%. Det er et helt andet niveau end for bare et halvt år siden. Samtidig giver det god mening at have fokus på udlånsrenten. Eksempelvis er der mange boligejere, der om kort tid skal forny et F3- eller F5-lån, og her skal man overveje, om man fortsat ønsker at låse renten fast i en årrække, påpeger bankdirektør Claus Andersen fra Nordjyske Banks hovedkontor i Nørresundby.
Både bankens indlån og bankens udlån er da også vokset støt de seneste 12 måneder. Således er indlån steget med ikke mindre end 10%, mens udlån er steget med 3%. Stigningerne skyldes dog ikke bare øget aktivitet fra eksisterende kunder, men også at banken fortsat tiltrækker et stort antal nye kunder. Faktisk har Nordjyske Bank aldrig haft flere kunder end på nuværende tidspunkt:
– Vi er både stolte og ydmyge over, at vi får så mange nye kunder. Her rider vi på en positiv bølge af positiv opmærksomhed. Senest har vi opnået henholdsvis en førsteplads for Ringkjøbing Landbobank-brandet og en femteplads for Nordjyske Bank-brandet i Voxmeters årlige Image- og Omdømme-rapport, som blev offentliggjort i september måned, og der er ingen tvivl om, at glade kunder tiltrækker nye, fortsætter Claus Andersen.
Claus Andersen forventer en fortsat positiv udvikling i banken resten af året. Aktuelt ligger forventningerne
for hele 2023 til et basisresultat i intervallet 2,6-2,9 mia. kroner og til et resultat efter skat i intervallet 1,9-2,2 mia. kroner.
Kvartalsregnskabet i tal
Af bankens regnskab for 3. kvartal 2023 fremgår det, at basisindtjeningen efter årets første ni måneder landede på 2,79 mia. kroner. Det svarer til en stigning på 35% sammenlignet med året før. Omkostningerne for årets første tre kvartaler steg med 8% til 708 mio. kroner, hvilket giver et basisresultat før nedskrivninger på udlån på 2,08 mia. kroner
Bankens nedskrivninger fortsætter på et rekordlavt niveau. Således lyder de samlede nedskrivninger for året kun på 1 mio. kroner Dermed fortsætter en lang stime af kvartaler stort set uden nedskrivninger. Banken har dog en forventning om, at nedskrivningerne kommer til at stige. Derfor har banken i 3. kvartal 2023 øget det samlede ledelsesmæssige skøn til tab og nedskrivninger med 34 mio. kroner, således det samlede ledelsesmæssige skøn nu udgør i alt 877 mio. kroner.
Efter 3. kvartal udgør det samlede resultat efter skat 1,54 mia. kroner, og herved forrentes egenkapitalen med 21% p.a.