Efter dagens uafgjorte resultat mod Brøndby IF er det matematisk afgjort. Fortuna kan ikke længere hentes og har dermed sikret sig det danske mesterskab med hele 3 spillerunder tilbage.
Det har været en sæson fyldt med hårdt arbejde, sammenhold og kvalitet – både på og uden for banen. En kæmpe præstation af hele truppen og alle omkring klubben. Det er første gang siden 2020, at guldet hentes hjem til Hjørring.

Klubben har nu vundet 12 mesterskaber, hvilket betyder, at hjørringenserne tangerer Brøndbys rekord for flest Danmarks Mesterskaber.
– Det er helt vildt. Jeg kan ikke tro, hvad der er sket. Jeg har været her i fire et halvt år, og det er mit første mesterskab. Det er virkelig fedt, og jeg er virkelig glad, siger målscorer Joy Omewa fra Fortuna til TV 2 Sport.

Nu rettes blikket mod pokalfinalen, hvor de jagter the double og muligheden for at sætte et udråbstegn på en fantastisk sæson.
Brøndby IF 1-1 Fortuna Hjørring
- 0-1: Joy Omewa (28′)
- 1-1: Dajan Hashemi (50′)


