Lørdag eftermiddag spillede Fortuna Hjørring sin 10. kamp i den indeværende sæson af Gjensidige Kvindeliga i fodbold. Her tog vendelboerne imod AGF.
De forsvarende mestre fra Hjørring lå inden lørdagens kamp på tredjepladsen og skulle forsøge at få fuldt udbytte efter sidste weekends pointtab, hvor det blev til 2-2 ude mod FC Thy-ThistedQ.
Og noget kunne tyde på, at det var et Hjørring-hold, der var opsat på tre point. Efter 20 minutters spil bragte Karen Holmgaard Hjørring på sejrskurs, da hun sendte bolden i nettet til 1-0.
Et lille kvarter senere fordoblede Sofie Lundgaard føringen.
Så så det svært ud for AGF, som netop til denne sæson har etableret et kvindehold. Et hold der er et samarbejde mellem VSK Aarhus og IF Lyseng. Men kort før første halvlegs ophør, formåede aarhusianerne at reducere, så de to hold kunne gå til pause ved stillingen 2-1 til Fortuna.
Scorer mod tidligere klub
Spændingen var intakt i den første del af anden halvleg, men efter 73 minutters spil scorede Olivia Holdt mod sine tidligere holdkammerater til 3-1. Olivia Holdt skiftede den 1. juli i år til Fortuna fra netop VSK Aarhus.
Det blev også til 4-1 og 5-1 på mål scoret af henholdsvis Rebekka Frederiksen og Indiah-Paige Riley.
Dermed kan Fortuna Hjørring lægge tre point til i tabellen og kravler midlertidigt op på andenpladsen foran HB Køge med 19 point. HB Køge har ligeledes 19 point, men har spillet en kamp mindre. De spiller søndag mod Brøndby IF, som indtager Kvindeligaens førsteplads.
Fortuna Hjørrings næste opgave er lørdag den 17. oktober klokken 14, hvor de skal en tur til Aalborg og spille mod AaB.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Jess Madsen.