Tre point var et must for Fortuna Hjørring, hvis de skulle undgå at blive hægtet af i toppen af kvindeligaen i fodbold.
– Det er spændende, det er altid fede kampe mod Brøndby, det bliver altid rigtig tæt. Man vil selvfølgelig altid gerne vinde, men i år er det ekstra vigtig, for vi skal hente ind på Brøndby, sagde Fortuna Hjørrings Sara Thrige til TV2 Nord inden kampen.
Inden dagens kamp lå Fortuna Hjørring på ligaens tredjeplads med fire point op til førerholdet, som var dagens modstander, Brøndby IF.
Fortuna kom dog også bedst ud til opgøret, som blev spillet på Nord Energi Arena i Hjørring. Efter 13 minutters spil bragte Olivia Holdt de grønblusede i front.
Kravler op på andenpladsen
I anden halvleg skulle der heller ikke gå længe inden hjørringenserne havde sendt bolden i nettet. Efter bare otte minutter af anden halvleg fordoblede engelske Victoria Bruce Fortunas føring og to minutter senere gjorde Sara Thrige det til 3-0.
Sejren kom dog aldrig i fare, selvom Brøndby med syv minutter tilbage af ordinær tid fik reduceret til 3-1, som også blev kampens resultat.
Med sejren kravler Fortuna Hjørring foran HB Køge og op på andenpladsen med 25 point – bare et point efter Brøndby. HB Køge har dog spillet en kamp mindre og spiller søndag mod FC Thy – ThistedQ.
Næste kamp for Hjørring er lørdag den 7. november, hvor modstanderen er KoldingQ på udebane.
Aalborgensisk nederlag i Aarhus
Det andet nordjyske kvindehold har ligeledes været i aktion lørdag eftermiddag. Her måtte AaB se sig slået af AGF. En kamp som endte 2-0 til aarhusianerne.
AaB har dermed stadig sin første sejr til gode og har på de første 12 kampe blot hentet ét point.
Næste kamp for AaB er lørdag den 7. november ude mod FC Thy – ThistedQ.