Cheftræner og spillere har for vane at se bort fra placeringen på pointstavlen, men for fans og andre tilhængere, er det meget vanskeligt at undlade, at skæve til stillingen i Gjensidige Kvindeliga og ikke mindst efter at Fortuna har trukket sig ud af de seneste to kampe med sejre. Fortuna er stadig ubesejret i slutspillet, hvor det er blevet til i alt 11 points.
Fortuna er hermed rykket nærmere ligaens top og en medalje. Men det bliver en stor opgave lørdag på Right To Dream Park i Farum. Modstanderen er ligaens tophold FC Nordsjælland, der er hele 6 points foran Fortuna, der ligger på fjerdepladsen kun et points fra bronzen og fire points fra sølvet. Mellem Fortuna og FC Nordsjælland ligger HB Køge og Brøndby IF. Gjensidige Kvindeliga har i år været betydeligt mere uforudsigelig end i de seneste år.
HB Køge har været suveræne de foregående år, men nu er der trængsel i toppen.
Der er utallige muligheder for udfaldet i år, og lørdagens kamp i Farum kommer til at give et alvorligt fingerpeg på, i hvilken retning den endelige placering om tre rundet er kommet hen.
Fortuna og FC Nordsjælland giver hinanden jævnbyrdige kampe af høj kvalitet. Senest de to hold mødes i Hjørring blev slutresultatet 2-2.
Så forventningerne til lørdagens kamp er med rette store. Vi skal nok lade være med at tippe på slutresultatet, og blot understrege, at vi håber på et godt nordjysk resultat.
Efter kampen i Farum har Fortuna hjemmeopgør mod Brøndby IF og udekamp mod HB Køge til gode i det her varme forår.