I morges startede direktør Michael Vendelbo hos Erhverv Hjørring dagen med kaffe, rundstykker og lun leverpostej, da han besøgte et af de nyeste medlemmer af interesseorganisationen, nemlig fotojournalist Hans Ravn.
Hans flyttede til Hjørring i 1987 og begyndte sin karriere som elev ved Nordjyske. Dengang tog det tre et havlt år at blive uddannet pressefotograf på Journalisthøjskolen. Da han stoppede ved Nordjyske Medier i 2019, grundlagde han firmaet Fotojournalist Hans Ravn. Her arbejder han nu med alt indenfor fotografi, drone og videoproduktion.
– Hans Ravn er blevet medlem i Erhverv Hjørring, og vi er sindssygt glade for at kunne meddele, at vi har fået mere end 30 nye medlemmer de sidste seks måneder, så vi nu er over 400 medlemmer. Det er fantastisk at se vores netværk vokse og styrke erhvervslivet i Hjørring Kommune, konkluderer Michael Vendelbo.
– Hans er en rigtig foto-nørd, der bare kan sit håndværk. Hans imponerende evner som fotograf har ført til mange spændende opgaver, herunder dækningen af flytningen af fyret ved Rubjerg Knude, hvor han var én af kun fire udvalgte til at dække begivenheden sammen med TV2, DR2 og Hjørring Kommune. Hans har også lavet informationsvideoer for Vendsyssel Kunstmuseum og BIG Dollar i Frederikshavn, og har dækket store begivenheder som Dana Cup og Naturmødet, opsummerer Michael Vendelbo.
Hans Ravn arbejder meget inden for erhvervslivet, både til SoMe og hjemmesider, hvor han laver virksomhedsportrætter, billeder, videoer og korte tekster. Både han og Erhverv Hjørring mener, det er vigtigt for virksomheder at fortælle deres historier, både den forretningsmæssige vinkel og de bløde værdier, for at tiltrække arbejdskraft og sætte fokus på virksomhedens værdier.
– Vi ser frem til at se, hvordan Hans og vores andre nye medlemmer vil bidrage til vores fællesskab og skabe nye muligheder for samarbejde og vækst, slutter direktøren hos Erhverv Hjørring.