Det meddeler Byforum Hirtshals, der tidligere på året ville flytte skulpturen for i stedet at opsætte en ny skulptur samme sted på Leret, noterer TV2 Nord.
De planer blev langt fra blev godt modtaget lokalt, hvorfor initiativtagerne – Hjørring Kommunes Kunstudvalg og Byforum Hirtshals nu har ændret planerne.
Derfor bliver Fowli nu alligevel ikke flyttet fra det sted, hvor fuglen har stået siden 2006.
I stedet vil Byforum Hirtshals ændre placeringen af en ny skulptur, nemlig Camino Skulpturen, som Fowli skulle have veget pladsen for.
Camino Skulpturen kommer til at stå tættere på byen, men stadig nær Hærvejen som et symbol på den lokale port til de populære Pilgrimsruter gennem Europa.
Respekt for privat donation
Fowli er en sort granitskulptur udført af Anders Friis, og skulpturen er opstillet på Leret, fordi vognmands-familien Ann og Carsten Andersen tilbage i 2006 for egne midler donerede skulpturen til daværende Hirtshals Kommune.
“I respekt for denne flotte private donation og familiens ønske om, at ”Fowli” skulpturen fremtidigt kan blive stående på stedet, har initiativtagerne søgt en ny placering af Camino-Skulpturen”, oplyser Byforum Hirtshals.
Camino Skulpturen placeres tæt ved Udsigtsstien og p-pladsen ved hjørnet af Kystvejen og Vestmolevej og vil her ifølge initiativtagerne fremtræde som en tydelig markering af den lokale port til Hærvejens rute gennem Danmark og videre forbindelse til Pilgrimsruterne gennem Europa med vandringsmål i Santiago de Compostela i Nordspanien.
Det er billedhugger Laila Westergaard, der skal stå for arbejdet med den nye Camino Skulptur, som forventes at være klar til at blive stillet op i sensommeren 2025.
Der er ifølge Byforum Hirtshals givet tilladelse fra Hjørring Kommune samt dispensation fra Fredningsnævnet for Nordjylland til den nye placering af skulpturen.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikel