Som barn og senere ung kom Vibeke rigtig meget i Vrå Hallen. Hun spillede håndbold og ikke mindst fodbold, hvor hun blev en del af det tætte sammenhold, som en gruppe unge piger havde midt i 1980’erne. Hvor hun selvfølgelig også kom til halbal i Vrå Hallen.
Nu er de blevet voksne kvinder og spredt for alle vinde med deres familier. 52-årige Vibeke Lauridsen Gulbæk bor i Oslo med mand og børn.
– Jeg havde en veninde, der var aupair i Oslo. Det lød spændende, syntes jeg, så det ville jeg også gerne prøve. Som 19-årig flyttede jeg til Oslo, ja og så har jeg boet her siden, smiler Vibeke, der arbejder i en børnehave.
– Pigerne fra fodboldholdet har mødtes et par gange tidligere, og så er det bare, som om vi havde set hinanden ugen forinden. Snakken går bare med det samme, og jeg skulle egentlig også have været med, da VBI med stor succes genoplivede det gammeldags halbal i foråret. Men det kunne jeg desværre ikke få til at passe med mine andre planer.
– Men den 9. marts næste år er jeg helt sikkert med, når Petrols og DJ Kongerslev spiller op til dans. Jeg glæder mig til at være sammen med pigerne igen. Det bliver bare så hyggeligt, fastslår Vibeke.
VBI oplever allerede rigtig stor opbakning til gammeldags halbal i Idrætscenter Vendsyssel lørdag den 10. marts 2024, og de første billetter et solgt.
Husk, at for hver 10 billetter, du køber, giver VBI et drinkskort med 5 gratis genstande.
Du kan bestille billetter hos Preben Olsen på telefon 6174 4756.
Kilde: Vrå/Børglum IF.
God og positiv historie😊 Stor tak til Nordsøposten👍🏻
Waauw hold da op