Mens masser af danskere er sendt hjem på grund af corona, er bioanalytikere nogle af dem, der møder fysisk ind på landets sygehuse og knokler her under pandemien. Den ofte ret oversete faggruppe er nemlig en livsnerve for at holde sundhedsvæsnet kørende og styre pandemien.
Eksempelvis står der en bioanalytiker bag hvert eneste svar på coronatests, ligesom bioanalytikere blandt andet analyserer slim fra lungerne og blodprøver fra indlagte coronapatienter.
Professor og ledende overlæge Lars Østergaard, der er en af landets førende coronaeksperter, betegner bioanalytikere som en helt uundværlig faggruppe.
”Bioanalytikere er med til at redde liv. Uden bioanalytikere til at analysere og give svar på podninger og blodprøver ville langt flere borgere dø – både coronapositive og andre patienttyper,” siger Lars Østergaard, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Læger er afhængige af bioanalytikere
Lars Østergaard fremhæver, at det eksempelvis er bioanalytikere, der med deres analyser dokumenterer, hvem af de testede, der har coronavirus, og ligeledes gennem sekventering finder svar på, hvem der er smittet med den engelske variant og de øvrige ekstra smitsomme mutanter.
”Læger er afhængige af analysesvar for fx at vide, om en patient har en infektion eller en afvigende blodprocent. Så vi læger ville ikke kunne stille diagnoser og ikke ane, hvordan vi skulle behandle blandt andet coronapatienter uden bioanalytikere. Konsekvensen ville være, at pandemien ville stikke helt af i antal smittede og gøre smitteopsporing umulig,” pointerer Lars Østergaard.
Her under corona, hvor der mange dage bliver analyseret flere end 100.000 coronaprøver, er arbejdspreset på bioanalytikere enormt døgnet rundt. Derfor er et stort antal bioanalytikerstuderende blevet trukket ind til at hjælpe i sundhedsvæsnet.
Udfordringen er nemlig, at der er mangel på bioanalytikere.
Arbejdspresset er voldsomt under corona
En af de bioanalytikere, der i det daglige mærker, at der ikke er ledige bioanalytikere, er Camilla Andersen. Hun har arbejdet på Klinisk Biokemisk Afdeling på Hjørring Sygehus siden 2013, hvor hun dimitterede fra bioanalytikeruddannelsen hos VIA university College.
VIA uddanner bioanalytikere i både Region Midtjylland og Region Nordjylland.
”Jeg elsker mit arbejde – også under den igangværende pandemi. Men vi er voldsomt pressede af den ekstra arbejdsbyrde med COVID-19 og af at analyse tusindvis af PCR-tests, hvor en del skal klares manuelt. Coronaprøverne kommer oveni de almindelige analysesvar, som vi producerer 5,5 millioner af om året her på afdelingen,” fortæller 35-årige Camilla Andersen.
Hun begræder, at der ikke er udsigt til at få flere fagkolleger. Men analyser fra blandt andet COWI viser, at manglen på bioanalytikere bliver endnu større fremover. Det sker i takt med, at et stort antal bioanalytikere går af på pension i de næste år – samtidig med, at behovet for at få analyseret stadig flere prøver fra patienter stiger år for år, at der ikke er ledige bioanalytikere, og at flere bioanalytikere bliver ansat i lægepraksisser og på plejehjem – foruden de mange job som bioanalytiker på landets sygehuse.
Der er brug for de studerende
Emma Victoria Lundø og Camilla Arenfelt Lillqvist er to af de mange bioanalytikerstuderende, der ved siden af deres fuldtidsstudie har flere ugentlige vagter for at aflaste uddannede bioanalytikere.
Deres opgaver på henholdsvis Aarhus Universitetshospital og på Regionshospital Nordjylland i Hjørring er eksempelvis at skrue låget af de tusindvis af plasticrør med podningspinde og gøre coronaprøverne klar til analysering samt at tage blodprøver på indlagte coronapatienter.
Selve analysedelen og kvalitetssikringen hviler alene på de færdiguddannede bioanalytikere.
”Det er tydeligt, at der er brug for vores arbejdskraft, selv om vi kun er studerende. Vi løber alle virkelig stærkt, men det giver mig også faglig stolthed at være med til at inddæmme coronasmitten,” siger 24-årige Emma Victoria Lundø.
Værnemidler giver ekstraarbejde
Camilla Arenfelt Lillqvist er 50 år og er i gang med at uddanne sig til bioanalytiker efter 25 år i skobranchen. Hun er iført både overtrækskittel, beskyttelsesbriller og plastikhandsker hver gang, hun skal ind og tage blodprøver på patienter, der er syge med COVID-19.
”Under corona er arbejdet meget omstændeligt med værnemidler, afstand og afspritning af al udstyret som fx reagensglas og EKG-apparat. Derfor tager det mindst fire gange så lang tid som normalt at tage et par blodprøver,” forklarer Camilla Arenfelt Lillqvist.
Trods arbejdspresset har Camilla Arenfelt Lillqvist ikke et sekund fortrudt, at hun valgte at skifte karrierevej. Jobbet som bioanalytiker giver nemlig dyb mening for hende, fordi hun føler, at hun er med til at gøre en forskel, og at der er brug for hende.
For få praktikpladser
Hos VIA University College, der uddanner bioanalytikere i både Region Midtjylland og Region Nordjylland, håber uddannelsesleder Susanne Markussen, at coronapandemien får flere unge til at søge ind på uddannelsen til bioanalytiker.
”Vi har fra politisk side fået lov til at oprette 15 ekstra studiepladser i år for at hjælpe til at sænke manglen på bioanalytikere. Vi øger gerne antallet af studiepladser yderligere, men det er ikke aktuelt pt. på grund af manglende praktikpladser,” påpeger Susanne Markussen.
Hun henviser til, at mere end en tredjedel af uddannelsen til bioanalytiker består af praktik, og at der i øjeblikket er så meget pres på bioanalytikere, at de ikke har tid til at tage flere bioanalytikerstuderende i praktik og altså tage ansvar for at oplære næste generation i faget.
En uholdbar situation
Paradokset med mangel på bioanalytikere og samtidig for få, der bliver uddannet, kender Tina Beith alt til. Hun er ledende bioanalytiker ved Aalborg Universitetshospital og driftsansvarlig for Testcenter Danmarks coronaaktiviteter i Region Nordjylland – og desuden formand for uddannelsesudvalget for bioanalytikeruddannelsen ved VIA.
”Politikerne er opmærksomme på behovet for flere sygeplejersker og læger. Men de har sovet i timen i forhold til bioanalytikere. Resultatet er, at vi er nødt til at ansætte en del studerende, personale fra andre sundhedsfaglige professioner og endda forsøge at få pensionerede bioanalytikere til at tage vagter. Det er en uholdbar situation, så jeg håber inderligt, at corona har banet vej for, at politikerne indser nødvendigheden af at få uddannet langt flere bioanalytikere,” lyder det fra Tina Beith.