Fiskesuppe eller bare suppe med fisk eller suppe med fx. kylling bør serveres med et særligt fokus på de håndgribelige hovedingredienser samtidig med, at man ikke skal være i tvivl om, at der er tale om… en suppe…
Jeg har fået fiskesuppe – Bouillabaisse – flere forskellige steder… fineste (hvis noget sådant findes) var på Hotel Adlon i Berlin (så blir det ikke finere, eller hva…) i selskab med mine to drenge, Jacob og Mads… jeg husker det gode selskab, ikke suppen og slet ikke, hvordan den blev serveret… SÅ….
Det var min tanke, at fisken skulle have sit eget rum som centrum for suppen helt bogstaveligt, og kombineret med ønsket om at besidde noget smukt og funktionelt på bund af lokal Hirtshalsxpertise lavede jeg en tegning og bad pottemager Joan Grønfeldt kigge på det… Joan havde sine betænkeligheder mht om leret ville kunne klare hele processen i mit lidt kubeagtige, enkle og geometriske forslag…
Langt tilløb giver som bekendt plads til korrektiver og nødvendige justeringer med udgangspunkt i pottemagerens indsigt i det fantastiske materiale, hvoraf fremtrylles de mest vidunderlige, praktiske og dekorative genstande… kunsthåndværk kaldes det.. og kunsthåndværkere giver os nogle af de varige glæder ved former og farver, som dagligt sætter prikken over kaffen, over buketten, over de nye kartofler og… over suppen…
Glæden ved at have det i hånden, dække op med det og måske fortælle en særlig historie derom… for sig selv og for andre…
Forleden hentede jeg så “mine” suppeskåle hos Grønfeldt Værkstedsgalleri Jeg synes, de er smukke… og de har allerede været i aktion et par gange…
Sidst i fotoserien her – og jeg må indrømme, at portrættering af serveringsklar mad er et følsomt emne, som man kan blive bedre til… også… skålenes rigtige farve ligger tættere på de udendørs optagelser – et bud på, hvordan torsk, grønt, grønlandske rejer og karrysuppe ikke bare bliver spiseligt, men også gør sig visuelt…
Og… de fungerer med ske…
I første del af fotoserien kan du på et par af billederne måske i baggrunden ane skulpturer af Peter Hentze lige ved indgangen til Svanelunden i Hjørring, men det er jo en helt anden historie…
Foto: Elling.