Fredag den 29. november klokken 17 steges der igen bøffer i det tidligere Hereford House, som det unge par Sille og Daniel har forpagtet og omdøbt til Restaurant Bovem.
Bovem betyder okse på Latin, som var et sprog, der engang for længe, længe siden blev talt i store dele af Europa. Nu er Bovem også i den lokale ordbog.
Sille Tang og Daniel Alex Pedersen danner også par privat og er begge uddannede tjenere. Daniel har lært kokkefaget af sin far, Alex Pedersen, der har haft Restaurant Oksen i Horsens i 25 år. Den er kendt for lækre møre bøffer med gode råvarer og ingredienser. Daniels far købte bygningen i juni 1999 og har siden flere gange udvidet og moderniseret restauranten. Det er faktisk en rigtig god historie, som du kan læse her.
– Vi er helt nye i Hjørring, og søger derfor efter en lejlighed gerne i byens gamle kvarter tæt på restauranten. Vi håber, at vi bliver taget godt imod og glæder os til at tage godt imod vores gæster.
– Vi kender branchen rigtig godt og kommer til at have fokus på de gode bøffer med det helt rigtige tilbehør – også gode vine – og har naturligvis også andre retter på menukortet blandt andet fisk fra havets store spisekammer næsten lige uden for døren, fortæller Daniel.
Parret havde lyst at åbne deres egen restaurant og var længe på udkig efter det rigtige sted. Så faldt de over et opslag om ledig forpagtning af Hereford House, og så slog de til.
– Det var lige det, vi havde kigget efter. Vores første besøg i Hjørring understregede blot, at hér skulle vi være. Bare det at se byens flotte juleudsmykning tog næsten helt vejret fra os.
Sille og Daniel gør også klar til meget snart at åbne vinbar i husets stueplan, hvor alle er meget velkomne til at nyde et godt glas vin med snacks og lignende måske før en oplevelse på Vendelbohus skråt over for Restaurant Bovem.
– Vi håber at se rigtig mange til vores åbning på fredag, og vi begynder stille og roligt. Senere inviterer vi til mere festivitas, og vi har mange spændende planer med Restaurant Bovem i Hjørring.
I første omgang vil Restaurant Bovem holde åbent onsdag til og med søndag alle dage fra klokken 17. Mandag og tirsdag puster Sille og Daniel ud og dækker op til næste spændende skridt i huset i Nørregade.
Lige nu arbejder parret intenst på at få alt på plads inden åbningen – også bookingsystem, hjemmeside og de sociale medier. Følg også med på NordsøPosten.
Når restauranten skal holde åbent fra kl. 17 onsdag til og med søndag, er det vel også nødvendigt at puste ud mandag og tirsdag……..
Tillykke og velkommen til det nye værtspar ….hvordan bestiller man bord ..Telefon nr ?
Det gør man på nummer 20307722
Stort tillykke, I er det perfekte restaurationspar med service helt ud over det sædvanlige. Skøn mad fra en dygtig kok.
Held og lykke