Efter en festlig afslutning torsdag, hvor nogle campister gik på scenen sammen med Sveriges Cultband og The Irish Waterfalls, byder fredag aften på masser af country ved Bindslev Ny Musikfestival i Tannisbugt Hallen.
Første stærke herre på scenen er Hallur Joensen, som er en anerkendt færøsk countrysanger, mange i forvejen kender fra adskillige koncerter blandt andet i Jye’s Bagbutik. Hallur Joensen er nu bosat i Danmark. Han har faktisk også mange gange tidligere besøgt og spillet i Bindslev.
Hallur Joensen har optrådt med mange verdensnavne som blandt andre Charly Pride, Kris Kristoffersen og Bellamy Brothers, hvorfra mange husker hittet Send me a letter Amanda. Med på scenen har Hallur en flok fantastiske musikere, der tæller datteren Jessica.
Dernæst er der Bjørn Amdal aka Big B fra Norge, som har 35 års erfaring fra countryscenen. Han har spillet til mange countryfestivaler både i Norge og Danmark. Han har endvidere udgivet 5 CD’er og nogle singler på Spotify. Herudover har Bjørn Amdal kæmpehittet på YouTube med Hear the Angels Crying. Nummeret er set og hørt langt over 200.000 gange.
Aftenen sluttes af med John Olsen og Twang Factor fra den nordlige del af Danmark, der spiller countrymusik, som var de født og opvokset i Nashville, Tennessee. Sanger og guitarist John Olsen er en dansk krydsning af så fornemme folk som Vince Gill og Brad Paisley.
Pianist Johannes Aaen Jensen er ifølge arrangørerne én af de aller bedste pianister i landet og mestrer det følsomme og det vilde og er samtidig en fantastisk korsanger.
Billetter kan købes i døren.