Efter nederlag i sæsonens 4 første kampe skulle Hirtshals Boldklub onsdag aften jagte de første points i serie 1 i udekampen mod Aalborg Freja.
Missionen lykkedes, idet Hirtshals-spillerne efter en hård kamp kunne tage hjem med en sejr på 3-1 og 3 kærkomne points.
Hirtshals startede kampen godt og spillede flot fodbold i kampens indledning, hvor holdet satte sig på spillet. Allerede efter 10 minutter kom holdet da også foran 1-0. Frederik Viberg smed en flot aflevering til Martin Thomsen, der sikkert scorede alene med målmanden. Resten af halvlegen kæmpede Hirtshals lidt med at få spillet til at fungere 100% og fik først den forløsende scoring til 2-0 i det 43. minut. Martin Eriksen spillede Frederik Viberg fri alene med Aalborg Frejas målmand, og den unge spiller svigtede ikke med en scoring i det lange hjørne. Desværre mistede Hirtshals lidt fokus minuttet efter, hvor hjemmeholdet reducerede til 2-1.
2. halvleg blev en hård herrefight, hvor Aalborg Freja modtog hele tre gule kort. Hirtshals formåede dog ikke at udnytte denne situation, og først i kampens overtid lukkede Hirtshals reelt kampen, da Martin Eriksen afdriblede 2-3 modstandere i feltet, inden han blev fældet. Det efterfølgende straffespark scoredekampens spiller Frederik Viberg på, da han sikkert placerede et hårdt spark oppe i venstre hjørne. Hirtshals kunne rejse hjem med en forløsende sejr på 3-1.
Det er en dejlig sejr for os, fortæller cheftræner Jesper Ladefoged, og jeg er sikker på, at det bliver vendepunktet for os.
Næste kamp spiller Hirtshals lørdag, den 7. september kl. 16.00 hjemme på Schlie Arena mod Strandby-Elling. En sejr og 3 point i denne kamp og Hirtshals er helt med i rækken igen.