Deb 46-årige Johnny Pedersen er født i Frederikshavn og har, med egne ord, fra første gang han sejlede ud gennem molehovederne vidst, at fiskeriet var det helt rigtige karrierevalg for ham.
– Det bedste ved at være fisker er nok, når tingene lykkes og man kan komme ind med en god last.
Når man tager uddannelsen til erhvervsfisker, så skal man i lære på forskellige fartøjer. Derfor kan man ikke altid vide, hvor i landet, man ender. For Johnny Pedersen, der skulle han en tur til Læsø.
– Jeg mindes min tid i lære på Læsø som en god periode. Der er sket meget for fiskeriet i de seneste år, ikke altid til den gode side. Men dengang på Læsø, der var der mere tid til hygge.
Skipperen, der i dag fisker fra Hirtshals, afslører, at var han ikke blevet fisker, så var han nok blevet pædagog.
Johnny Pedersen har mange idéer, og han forsøger altid at optimere sit fiskeri.
– Jeg kan godt lide, hvis man kan føre ens idéer ud i virkeligheden, og at de så fungerer. Det kan godt være, at der er bump på vejen, men det gør glæden endnu større, når det så lykkes.
En virkelig god idé Johnny Pedersen har fået er, hvordan han bedst kan holde sig i form, når han er på havet.
– Jeg har fået en motionscykel i styrehuset, da det er vigtigt for mig at holde min krop i gang. Det er nemlig ikke særlig meget motion man ellers får som skipper.
Heldigvis var fartøjsejeren såmænd også enig i, at det ikke var en helt dum idé med en motionscykel fast i styrehuset.
Johnny og de medvirkende fiskere samt Danmarks Fiskeriforening og NordsøPosten ønsker alle en glædelig jul.
Kilde: Fiskeri Tidende.