Vi har tidligere her på NordsøPosten skrevet en artikel om den lokale Freja Fonseca Nielsen, hvor hun dengang deltog med kvindelandsholdet til EM for U17 i Montenegro.
Deltagelsen ved EM har tilsyneladende ikke afskåret Freja fra landsholdet. Tværtimod, har hun netop tilspillet sig en plads på det landshold som til august skal spille VM i Kina. Til dette fortæller Freja, at hun synes det er mega fedt og at hun altid har brændt for håndbolden, hvorfor det at skulle med til et VM, er noget helt særligt.
Freja fortæller at hun glæder sig meget til oplevelsen sammen med alle de fantastiske mennesker hun er omgivet af på landsholdet og at der ligeledes er store forventninger om, at lære endnu mere sportsligt om sig selv ved at være deltagende til et VM over så mange dage. Selvom forberedelsen til EM og VM minder om hinanden, er VM bare anderledes, da det strækker sig over så mange dage. Her skal der være fokus på at kunne restituere imellem kampene, så benene, og mindst lige så vigtigt, hovedet, kan være klar til en ny kamp.
Freja har spillet hele sit liv i Tornby IF Håndbold, men tørner lige nu ud for Skanderborg, hvor de i den netop overstået sæson, har vundet Danmarksmesterskabet. Ikke nok med at holdet efter en fremragende sæson vandt Danmarksmesterskabet, har Freja også opnået udmærkelsen MVP (Most Valuable Player), hvilket i sig selv er en kæmpe bedrift.
Freja fortæller at sæsonen i Skanderborg har været vildt fed. At blive nummer 1 i Jylland/Fyn og hermed kvalificere sig til Final4, hvor de møder andre helt fantastiske håndboldspillere og hvor bare det at være deltagende var en fantastiske oplevelse. At holdet fra Skanderborg så ender med at blive Danmarksmester og hermed skulle løfte pokalen, var bare endnu vildere.
Om drømmene for fremtiden forklarer Freja, at hun drømmer om at blive professionel håndboldspiller, hvor det at være deltagende til så store turneringer som DM, EM og nu VM gør det bare endnu mere spændende at gå efter det. Freja udtaler ligeledes at hun er bevidst om at det ikke er noget man kommer sovende til, da der er mange gode håndboldspillere, som også har disse drømme. Herfor ved hun at det kræver disciplin og dedikation til træningen, for at kunne forfølge drømmene.
Til daglig bor Freja på sportscollege SHEA (Skanderborg Håndbold Elite Akademi), hvor håndbolden bliver kombineret med en uddannelse på Skanderborg Gymnasium.
Link til relateret artikel
Freja Fonseca fra Tornby IF Håndbold er med landsholdet til EM for U17 i Montenegro