Handelschef Per Martensen har flere ting at glæde sig over, men i denne tid gælder det især julebelysningen, som i denne tid kommer op i Hirtshals.
– Julebelysningen har i de senere år forekommet mig smukkere end nogensinde, lyder det således fra Per Martensen hos Hirtshals Handel & Erhverv, der også er utrolig glad for det tidligere omtalte til og fra kort tegnet af Mette Borup.
Når vi denne tirsdag tager snakken med handelschefen, skyldes det naturligvis, at Jan Mikkelstrup fra H. Jespersen & Søn nu er i gang med at opsætte de flotte julestjerner, hvortil han får hjælp af eleverne Malthe, Jacob og Anders fra Nordsøen Fri Fagskole.
– Eleverne præsterer en uges rigtig meningsfuldt arbejde sammen med elektrikeren og tjener samtidig en fornuftig betaling, der går til skolen, forklarer Per Martensen.
Lørdag den 9. november følger så juletræerne, der opsættes af lokale Lions og igen udstyres med lys, som lige giver det sidste flotte pift til juelstemningen på gader og stræder i Hirtshals.
Allerede på mandag den 28. oktober bliver der desuden opstillet utallige halmballer med efterårets store græskar, så også halloween kan festligholdes i havnebyen.