Siden Malene Bredvig for snart to årtier siden så en tv-udsendelse om søskendeparret Bente og Harriet Jepsen, der i mange år drev det nordjyske Hotel Strandlyst, har hun haft et godt øje til stedet.
– Siden jeg hørte om hotellet her, har det ofte været i mine tanker – og jeg har fulgt med i, hvad der er sket med stedet. Da jeg så, at det var til salg, slog jeg til. Livet som ejer af et hotel har været min drøm, siden jeg var helt ung. Mine børn er blevet store nu, så nu er det rigtige tidspunkt for mig at forfølge min drøm – og jeg glæder mig til at komme i gang, fortæller hun.
Nyheden glæder i dén grad også turistchef Laila Zielke hos Hirtshals Turisme, som finder det er positivt med nye kræfter og spændende idéer på Hotel Strandlyst.
– Med sin beliggenhed og unikke, historiske rammer tiltrækker Hotel Strandlyst mange forskellige typer af gæster. For eksempel badegæster, som er kommet på stedet i en årrække og tager ophold i en længere periode, og gæster i forbindelse med færgetrafikken, som blot har brug for en enkelt overnatning eller to, siger Laila Zielke.
– Hirtshals Turisme byder Malene Bredvig hjertelig velkommen til området og vi glæder os til samarbejdet, slutter Laila Zielke.
Unik placering og historie
Den 1. marts overtager hun ejerskabet af det historiske hotel, der ligger tæt på en af Danmarks bedste badestrande. Den unikke placering og over 100 års historie giver hotellet et enormt potentiale, mener Malene Bredvig – og det vil hun fremover arbejde på at udfolde endnu mere, så virksomheder og private gæster fra både Danmark og udlandet sætter kursen mod Tornby.
– Det er virkelig en perle, som fortjener at få noget mere fokus og mere eksponering. Hotellet ligger kun 800 meter fra en fantastisk strand og kombineret med stuerne, salene og historien har det en særlig autenticitet og atmosfære, som mange gæster efterspørger i dag, siger hun og fortæller, at den kommende tid skal bruges på at indrette hotellet og opdatere de mange værelser, der følger med.
– Oprindeligt var hotellet et badepensionat – og det er den stemning og de rammer, som jeg gerne vil tilbage til. Jeg har planer om at indrette hotellet, så man f.eks. kan sidde og få kaffe i foyeren eller i en af stuerne. Jeg ønsker at inddrage fællesskabsfølelsen, som kendetegnes ved datidens badehoteller endnu mere end tidligere.
Passioneret værtinde
Malene Bredvig har 30 års erfaring fra hotelverdenen. De seneste 10 år har hun haft sin egen konsulentvirksomhed, hvor hun har rådgivet hotelejere, restauratører og virksomheder fra hele landet om, hvordan de bedst muligt optimerer deres virksomhed. I 2021 har hun også arbejdet for Erhvervshus Midtjylland, hvor hun har været sparringspartner for midtjyske virksomheder inden for oplevelse, turisme hotel og restauration. Malene har altid været passioneret omkring hotelbranchen og glæder sig til at springe ud i nye udfordringer som værtinde på Hotel Strandlyst.
– Jeg har savnet at være værtinde i mange år. Jeg elsker at hygge om gæsterne og skabe nogle rammer, hvor det er dejligt at være, og hvor man kan komme hinanden ved. Hotellet er veldrevet og en god selskabsforretning og det fortsætter vi naturligvis med – men jeg ser også et stort potentiale i at udvide sæsonerne og tilbyde længerevarende ophold i form af konferencer og møder, retreats og workshops. Den omkringliggende natur og de smukke rammer skaber grobund for en helt særlig ro og dermed fordybelse, som alle gæster kan nyde godt af, uanset om man kommer i virksomhedsregi eller som privatperson, siger hun.
Godt samarbejde med tidligere ejer
Malene Bredvig har adresse i Skanderborg, hvor hun bor med sin mand og børn. Hun vil fremover have sin daglige gang på Hotel Strandlyst i vinteråret, mens det er planen, at hun i sommerhalvåret pakker kufferten og flytter ind på hotellet. Når hun overtager hotellet officielt i marts, er det dog ikke helt nyt for hende at færdes i huset. De seneste par måneder har hun nemlig fået lov at kigge den snart tidligere ejer Lasse Holst over skulderen.
– Jeg har haft et rigtig fint samarbejde med Lasse, der har sat mig godt ind i hotellet. Den kommende tid skal gå med at lære huset og arbejdsgangene endnu bedre at kende – og heldigvis er der masser af dygtige medarbejdere til at vise mig det, siger Malene Bredvig.
Ligesom Malene Bredvig tager Lasse Holst også hul på et helt nyt kapitel, og kan snart se tilbage på otte gode år som hotelejer i Tornby.
– De seneste to år har været de eneste trælse i alle otte år på grund af corona og alle de restriktioner, der har fulgt med. Så det er ikke fordi, at jeg er træt af at være hotelejer – men jeg har lyst til at prøve noget nyt. Jeg begynder med en lang ferie i Spanien med min familie,« lyder det fra Lasse Holst, der ønsker den nye ejer held og lykke i fremtiden:
– Det er spændende og udfordrende at være hotelejer – og man lærer noget nyt hele tiden, sådan vil det også blive for Malene. Jeg ved, at der er mange spændende planer for hotellet, og hun er altid velkommen til at ringe, hvis hun har spørgsmål.
Du kan følge meget mere med i, hvad der sker på Hotel Strandlyst på hotellets nye hjemmeside på hotelstrandlyst.dk, som forventes at gå i luften midt i marts.