Selvom regnen silede ned i Hirtshals i dag, lagde det ikke en dæmper på den gode stemning, der allerede fra første minut spredte sig ved Dorthe Grøn Pedersen og Jens Rasmussens 40-års jubilæum i Frisør Krøltoppen. Allerede da dørene åbnede strømmede gæsterne ind, og salonen var dagen igennem fyldt med mennesker, der ville ønske Dorthe og Jens et stort tillykke med det flotte jubilæum.
Mange lagde vejen forbi, alt fra kunder til familie, venner, tidligere elever og kollegaer fra branchen. Dorthe Grøn Pedersen fortæller, at hun var meget glad for den store opbakning, og hun udtrykte sin taknemmelighed med ordene: “Det er virkelig fint at se så mange, vi kender, der kommer forbi og lykønsker os. Lige fra vores venner, kunder – Ja, selv min gamle folkeskolelærer er her.”
Også gavebordet talte sit tydelige sprog. Bordet bugnede af vin, hilsner og gavekurve, der vidnede om de mange relationer, Frisør Krøltoppen har opbygget gennem årtierne.
Alle blev budt på lidt godt at spise og drikke, og stemningen i salonen var uformel og hyggelig, hvor snakken gik livligt på kryds og tværs. Fejringen blev en dag, der tydeligt viste det fællesskab og den nærhed, som Frisør Krøltoppen er kendt og værdsat for i Hirtshals.
NordsøPosten ønsker Dorthe og Jens et stort tillykke med 40-års jubilæet.
Herunder kan du læse mere om den 40 årige historie der ligger bag Frisør Krøltoppen.
Dorthe og Jens fejrer 40-års jubilæum med Frisør Krøltoppen i Hirtshals


