Af Christian Borrisholt Steen
Forfatter og politisk konsulent
Mit første fritidsjob fik jeg, kort tid før min konfirmation. Jeg var kun 13, da jeg cyklede forbi den lokale tømrermester Orla Sørensen hjemme i Hirtshals en lørdag formiddag og bankede på. Tilfældigvis stod han netop og manglede en fejedreng, og direktøren tilbød mig tjansen som fejedreng. Mandagen efter mødte jeg op, klar til at gøre min entre i arbejdslivet. Timelønnen var 29,75 kroner – en formue for en 13-årig, der drømte om at købe musik på CD og få råd til de helt rigtige Levis-bukser (man går ikke i Jeans i Hirtshals).
Jeg fejede værkstedet, ryddede op, satte på plads og kørte affald væk – men af og til fik jeg også lov til at komme med ud på byggepladserne. En dag stod jeg på Hirtshals Havn, hvor vi var ved at lægge nyt tagpap på en administrationsbygning. Oppe fra taget råbte en af svendene: “Christian, bind lige tovet i gasflasken, så jeg kan hive flasken op!” Problemet var bare, at jeg aldrig har været hverken spejder eller FDF´er og derfor heller ikke havde fået lært at binde en ordentlig knude. Men jeg lod, som om jeg havde styr på det, og bad en stille bøn til Vor Herre om, at min improviserede knude ville holde. Det gjorde den heldigvis.
Senere samme dag havde jeg dog knap så meget held med mig. Da jeg kom op på taget, blæste vinden pludselig flammen fra gasbrænderen lige ind i min fine blå Kansas kedeldragt, som min mor havde købt til mig. Knæet på kedeldragten futtede af – men heldigvis havde jeg cowboybukser på indenunder. Min kollega smilede og sagde, at jeg nu havde fået en “naturlig udluftning”. Selv havde jeg sværere ved at se komikken lige i situationen. Da jeg senere kom tilbage på værkstedet, sagde direktøren; “mon ikke din mor kan sy en fin lap på?” Det syntes hverken jeg eller mine kolleger dog var godt nok – så få dage senere fik jeg et flot sæt rigtigt arbejdstøj med firmaets navn broderet på brystet. Jeg var stolt som en pave! Nu var jeg pludselig blevet en rigtig medarbejder, ligesom alle de andre på værkstedet.
Jeg lærte hurtigt, at en arbejdsplads ikke kun handler om løn og pligter – det handler også om et kollegialt og forpligtende fællesskab. På værkstedet tog kollegerne hånd om mig, skubbede lidt til mig, men de sørgede også for, at jeg følte mig som en del af holdet. Når man spiste sin madpakke i frokoststuen, var der røverhistorier og godmodige drillerier, som gjorde dagene sjove. Der var noget særligt ved at træde ind i en voksenverden, hvor forventningerne var høje, men hvor man også fik respekt, når man knoklede på.
Mit fritidsjob lærte mig noget, som ikke stod i nogen skolebog: at tage ansvar, at være en del af et arbejdende fællesskab, og at selv den mindste opgave har betydning. Det var en læreproces, der fortsatte, da jeg ind imellem i mine sommerferier gik til hånde i min storebrors radio- & tv-butik i Skagen. Her var jeg på et tidspunkt med ude og aflevere et fjernsyn hos forfatteren Klaus Rifbjerg. Jeg havde lige skrevet danskopgave om Den Kroniske Uskyld og, indrømmet, så var jeg temmelig starstruck over pludselig at stå ansigt til ansigt med selveste Klaus Rifbjerg.
Når jeg i dag ser tilbage på mine forskellige fritidsjobs, som også talte bl.a. Aldi i Hirtshals, postvæsenet og den lokale maskinstation, kan jeg roligt sige, at erfaringerne fra mine fritidsjobs har været mindst lige så værdifulde som meget af det, jeg lærte i folkeskolens klasselokaler. Det var her, jeg for alvor forstod betydningen af at indgå i et kollegialt fællesskab og tage del i noget større end mig selv. Og så har det givet mig minder, jeg aldrig ville have været foruden – det gælder såmænd også den dag, hvor jeg blev brændt af på Hirtshals Havn.
Christian Borrisholt Steen er født og opvokset i Hirtshals og arbejder til dagligt som politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA. Han er forfatter til bogen ”Ordet er frit – 55 klummer til tiden”.