I Skibsby-Højene Idrætsforening (SHI) er foreningen med over 1200 udøvere så heldige at have en række frivillige seniorer, der fredag efter fredag møder op tidligt om morgenen.
Fredagsholdet, som de bliver kaldt, udfører nemlig uundværlig hjælp for foreningen. Arbejdsopgaverne rækker med alt fra flytte mål i forbidnelse med græsslåning, fejning og lugning, så anlæg altid står knivskarpt, hjælpe med at stille op og pille ned, når der er arrangementer som blandt meget andet Dana Cup, SHI Cup og Tornby Cup. En hjælp fra en række mennesker, som ikke behøvede at hjælpe, men som har valgt at være frivillige til gavn for ung og ældre i SHI.
Fredag morgen i sidste uge overraskede Forretningsudvalget Fredagsholdet under morgenkaffen. Med sig havde formand Mads Nielsen et par flasker god vin sponsoreret af Supervin samt en betalt frokost for Fredagsholdet inkl. deres samlevere, sponsoreret af Ole fra Bones Hjørring.
Med sig fik de en kæmpe tak for indsatsen og samtidig et håb om gerne at se flere på holdet. Derfor rækker formanden ud til frivillige, særligt seniorer om at kigge forbi og se, om ikke Fredagsholdet kunne være noget for dem ved Højene Hallen fredage kl. 7:30.
Arbejdsopgaverne tildeles ud fra, hvad man kan holde til og ønsker, og hvor det vigtigste er det sociale sammenhold med morgenkaffen og en enkelt dram som fredagens faste holdepunkt.