Fortuna har holdt sin årlige generalforsamling i klubhuset på Landlyst. Der var stor interesse. Omkring 30 medlemmer var mødt, da formanden Karina Bech Jensen bød velkommen, og gik i gang med indledning og beretning:
“Vi har valgt at bringe formandens ord uredigeret:
Velkommen til generalforsamling 2024 i Fortuna.
Inden vi går i gang med generalforsamlingen, vil jeg gerne bruge et par minutter på at mindes Torben Trudslev Pedersen, som døde onsdag den 11. oktober 2023 på Rigshospitalet, mens han ventede på en ny lever. Torben blev blot 42 år.
Torben var en del af Dana Cup / Fortuna koncernen og havde medansvaret for vores SoMe og videoproduktion. Torben var utrolig dygtig til sit fag og havde nok en af de bedste
“ radiostemmer”. Torbens hjerte brændte for fodbolden og i Fortuna blev han nærmest en del af ligaholdet på lige fod med spillerne.
Torben og hans arbejde er savnet i koncernen og blandt spillere og trænere. Jeg vil gerne at vi holder et minuts stilhed til minde om Torben.
TAK.
En generalforsamling er forbundet med traditioner og i den forbindelse vil vi gerne sige en speciel velkommen til Jørgen og Pernille Dahl, som for 12. gang vil uddele Ries mindepokal. Jeg vil, inden vi går i gang med dagsordenen for den egentlige generalforsamling, give ordet til Jørgen Dahl.
Hædersbevisningen Ries Mindepokal , der uddeles af Jørgen Dahl tilfaldt i år trænerduen.
Anne Mette Nymark og Michael Veksø, der gennem årene har udført et enormt arbejde med jyllandsserieholdet.
Stort tillykke til Anne Mette og Michael – det er meget fortjent. I gør en stor indsats for bredde fodbolden i Fortuna.
Så er vi klar til at gå i gang med den ordinære generalforsamling.
Første punkt på dagsordenen er valg af dirigent, og igen i år foreslår bestyrelsen en anden end vores mangeårige dirigent, som igen i år er til generalforsamling i Ældre sagen● .
Bestyrelsen foreslår Jens Jørgen Møller Nielsen til at lede os godt gennem denne generalforsamling.
BESTYRELSENS BERETNING
Så er der igen gået et år i vores fodboldklub, og vi kan her i forbindelse med årets generalforsamling aflægge beretning for vores aktiviteter og udvikling de seneste 12 måneder
Jeg har valgt at lave nogle nedslagspunkter på nogle vigtige områder, som vi i bestyrelsen har haft fokus på.
Jeg vil starter der hvor det hele begyndte i marts sidste år.
BESTYRELSEN
Ved sidste generalforsamling for 12 måneder siden, blevet der foretaget nogle ændringer i forhold til medlemmerne i bestyrelsen. Birgit og Kim gik ud af bestyrelsen, efter at de i rigtig mange år havde været en del af ledelsen i Fortuna. Det betød at nye ansigter blev valgt ind, og vi har brugt meget tid på at finde vores egen vej – og det har både været udfordrende, spændende og givende.
Vi har i løbet af det sidste år afholdt 10 bestyrelsesmøder og haft flere strategimøder. Vi har haft fokus på mange forskellige områder, og i perioder har vi nok også haft svært ved at finde fokus – det tænker jeg er helt naturligt i en klub med mange forskellige interesser. Jeg vil i denne beretning sætte nogle ord på nogle af fokusområderne.
Det er ingen hemmelighed at vores største udfordring er økonomi. Kvindefodbold udvikler sig i raketfart og der stilles større og større krav til klubberne, hvis man gerne vil være med i både toppen af dansk kvindefodbold, og have de bedste rammer for talentudviklingen.
Fortunas formål er jf. vedtægterne at spille fodbold både på bredde og eliteniveau – så det handler ikke kun om at vinde mesterskaber og udvikle de største talenter. Det handler om at bruge fodboldens fællesskab, til at udvikle unge mennesker til hele mennesker.
I bestyrelsen vil vi gerne sikre, at Fortuna netop er en klub, hvor bredde og elite går hånd i hånd, og er afhængig af hinanden. Vi vil gerne, at vi alle står sammen om at sikre, at Fortuna både nu og i fremtiden er kendt for noget positivt – både fodboldmæssigt, resultatmæssigt, men også på det mere menneskelige og relationelle plan.
FRIVILLIGHED
Først og fremmest vil jeg på bestyrelsen vegne sige 1000 tak for alle de frivillige timer I hver især har lagt i Fortuna i det sidste år – TAK
Når det er sagt er frivillighed generelt under pres i forenings Danmark. Mange har en opfattelse af, at når man betaler kontingent, må resten da komme af sig selv. Sådan er verden ikke. Frivillighed er en forudsætning for foreningsdrift – også for driften af vores fodboldklub.
Til gengæld kan vi tilbyde indhold med mening og samhørighed, for de som vælger at bruge noget af deres tid i frivillighedens tegn. Det er jeg sikker på, at mange kan nikke genkendende til.
Det lyder måske som et beskedent honorar, men det at være en del af noget, hvor man er med til at gøre en forskel for mange mennesker, hverken kan eller skal gøre op i kroner og ører.
I Fortuna gør de frivillige allerede en kæmpe indsats i forbindelse med afviklingen af Dana Cup –
også der skal vi i fremtiden indstille os på, at vi skal til at gøre ekstra indsatser, men det gælder i høj grad også i årets øvrige uger – små opgaver i dagligdagen i klubben, hvor en enkelt time her og der gør en kæmpe forskel. En forening er et forpligtende fællesskab, hvor frivillighed er fundamentet, så min hensigt med dette punkt er først og fremmest at sige TAK, men også appellere til, at vi alle gør bare lidt mere i 2024.
KLUBHUSET
Sidste sommer sagde vi farvel til Johnny Knudsen, som gennem et par år havde haft det daglige ansvar for klubhuset. Heldigvis kunne vores – på daværende tidspunkt – nye U17 træner Hasse Andersen, se sig selv bruge endnu mere tid i klubben, og søgte stillingen som ny klubhusinspektør.
Vi var ikke i tvivl om, at Hasse var den rette til stillingen, og vi er utrolig glade for det arbejde han laver hver dag, for at skabe de bedste rammer for spillere, trænere og vores gæster.
Hasse kan ikke være alle steder, og derfor er I måske også stødt på et par af spillerne fra kvindeliga holdet med kost og spand. – de står for den daglige rengøring, så omklædningsrummene står skarpt, når pigerne skal til træning og kamp.
I takt med at der er kommet flere ansatte med deres daglige gang i Fortuna er vi også blevet ramt af pladsmangel og det har betydet at det ” gamle bestyrelseslokale” er blevet til trænerkontor. Jeg ved ikke om det kommer til at give nogle udfordringer, men hvis det gør har vi et fælles ansvar for løse det.
Vi har sammen med HI investeret i et vandingsanlæg, vi har fået os en robot til at kridte banerne, så de bliver så optimale som mulig. Vi har i den forbindelse fået tilskud fra både Hjørring Kommune og Dana Cup. Det er vi naturligvis meget taknemmelige for.
Vi har også indgået en samarbejdsaftale med VFF, som trådte i kraft 1. januar. Den betyder bl.a. at vores træningslokale i kælderen er udlånt til nogle ungdomsspillere fra VFF på onsdage fra 17:00 – 17:45 – husk at betyde dem velkommen.
Vi har i løbet af efteråret startet på nogle forbedringer af vores varmeinstallationer. Vi har renoveret Bingen og vores Goal Station, og har planer om at lave nogle ændringer med to vinduespartier, som i stedet bliver til en stor terrassedør, der gerne skulle være med til at indbyde endnu mere til at komme indenfor i klubhuset.
Vores klubhus har altid været rammen omkring det fællesskab Fortuna har været kendt for. Det vil vi meget gerne tilbage til, og håber at vi i samarbejde med alle, kan få skabt liv i klubhuset.
Noget af det vi har arbejdet på, er at få cafeteriet åbent, når der er mennesker i klubhuset – det er en vigtig del af klublivet.
Her har vi brug for flere frivillige, der både tager vagter i cafeteriet, men også kommer med kreative tanker på, hvordan vi kan styrke fællesskabet i klubben fx gennem forskellige aktiviteter. Så tøv ikke med at rette henvendelse til bestyrelsen, hvis du gerne vil bidrage til at skabe gode og sunde fællesskaber for Fortunas medlemmer.
ÅRET I UNGDOMSAFDELINGEN
Vi har igen i 2023 haft alle vores ungdomshold til turneringer i forskellige dele af landet og verden. Nogen har været til cup i Aalborg, andre til Madsby Cup i Fredericia. Vi har haft hold til Holland Cup og Dallas Cup. Der har som altid været stor opbakning til alle turene – og det er vi meget glade. Om rejsen er gået til Aalborg eller Dallas, så er pigerne kommet hjem med nogle fantastiske oplevelser og minder for livet. Planen er at vi også fremadrettet vil sende vores spillere og trænere ud i verden og få nye oplevelser i rygsækken. Det giver en fællesskabsfølelse, som er vigtig at have med sig, når der i dagligdagen skal trænes eller spilles kamp. I har alle repræsenteret Fortuna på bedste vis. TAK.
Vi har i 2023 haft stor fokus på vores ungdomsafdeling, og har investeret meget bl.a. i vores talentstrategi.
Vi er gået ind i projekt 1, 2, 3 sammen med DBU, som blev skudt i gang 1. januar 2024. Projekterne skal være med til at sikre bedre fodboldmiljøer og rammer for pige- og kvindefodbolden i Danmark. Det forventer vi os meget af, både nu og på længere sigt. Vi er ikke i tvivl, at det kommer til gavn for hele vores ungdomsafdeling.
Når man gerne vil være med til at udvikle dansk pigefodbold kommer det nok ikke, som en overraskelse for nogen, at det også kommer med krav og forventninger om optimeringer. Og optimeringer er sjældent gratis.
Vi har i det seneste år ansat del – og fuldtidsansatte trænere med A – Licens, der er blevet optimeret på sundhedssektoren i ungdomsafdelingen med deltidsansatte fysioterapeuter og fysiske trænere. Der er tilknyttet mentaltræner, som pigerne kan benytte sig af. Optimeringerne er nok i offentligheden mest tydelige fra talentholdene fra U14 til U19.
Men jeg tror på, at hvis vi omgiver os med dygtige mennesker, så bliver vi også selv dygtigere, og bliver også motiveret for at blive endnu dygtigere gennem fx trænereuddannelser. Vi har brug for gode trænere i alle vores afdelinger – fra U7 og optil kvindeligaen.
Selv om man er 7 eller 37 år spiller på et talent/elite hold eller på et 4. hold, har man brug for dygtige trænere, som kan skabe et godt træningsmiljø, der udfordrer spillerne på det niveau de er på. Jeg tror på, at de investeringer vi har gjort på trænerfronten, kommer til gavn for både trænere og spillere på både bredde og talent/elite niveau.
Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at tage den økonomiske situation dybt alvorlig og tage et fælles ansvar for, at skabe nye økonomiske muligheder.
Vi har haft udskiftninger på trænersiden i flere af vores afdelinger i forbindelse med sommerpausen – det er helt naturligt. Det er altid vemodigt at sige farvel til nogle trænere og der skal lyde en tak for indsatsen til dem.
Et farvel betyder også et goddag til nye trænere. Velkommen til alle nye trænere – vi er glade for at I har valgt at blive en del af Fortuna.
Det er ikke en nem opgave at finde nye trænere, men som altid er det lykkes fodboldudvalget, at få kabalen til at gå op – det er fantastisk. Jeg vil dog gerne opfordrer alle til, at ser det som et fælles ansvar at der findes trænere til alle klubbens hold.
Den 1. marts blev Nikolaj Dorff ansat som Head of Coaching, og hans opgaver er mangfoldige, men hans overordnede ansvar er at sikre sammenhæng i ungdomsafdelingen og i trænerstaben. Men han skal, sammen med den øvrige trænerstab, bl.a. også være med til at skabe samarbejder mellem Fortuna og de øvrige nordjyske fodboldklubber. Det forventer vi os meget af, og glæder os til at følge.
Der skal lyde en stor tak til alle jer trænere i ungdomsafdelingen – I gør en kæmpe forskel for alle pigerne.
Når jeg går rundt i Fortuna i hverdagen eller ser en kamp i weekenden, så ser jeg kun glade piger, der trives og udvikles – det er bl.a. jeres fortjeneste.
ÅRET I SENIORAFDELINGEN
I sommerpausen stod vi overfor et trænerskifte på kvindeligaholdet, da Bo Zinck efter 8 måneder som cheftræner ikke ønskede at fortsætte samarbejdet med Fortuna. Bos sidste kamp blev pokalfinalen på Aalborg Portland Park, hvor vi måtte rejse hjem til Hjørring med en sølvmedalje efter et 2-0 nederlag til FC Nordsjælland. I Gjensidige Kvindeligaen endte vi på en 3. plads og fik overrakt bronzemedaljer efter sidste kamp mod FC Thy – Thisted.
Assistenttræner Mathias Bengtsson valgte også stoppe i Fortuna i forbindelse med sæsonafslutningen – men det viste sig at være et på gensyn og ikke et farvel. Mathias vendte tilbage til Fortuna i slutningen af 2023 og blev pr. 1/1-2024 ansat i en ny rolle i Fortunas ungdomsafdeling og Dana Cup Akademiet.
I juli præsenterede vi Lene Terp, som ny cheftræner og sammen med hende tiltrådte Nikolaj Hørby, som assistenttræner. Han valgte til årsskiftet, at stoppe og er blevet afløst af Mark Westergaard.
Her i 2024 er det 30 år siden at vi vandt vores første danske mesterskab og i de 30 år har vi vundet medaljer hver eneste år. De fleste af guld eller sølv.
Det er noget vi er utrolig stolte over, og vi skal huske hinanden på at bevare historien. I Fortuna har vi været, og er stadig rollemodeller for unge piger i hele landet, som gerne vil spille fodbold. Vi har noget unikt fordi vi kun er en pige – kvindeklub – alt det gode der ligger i det, skal vi værne om – men vi tror også, at vi skal være åbne over for andre samarbejdsmuligheder, hvis vi skal beholde vores plads i toppen af dansk kvindefodbold.
Sæsonen 2023/24 i Kvindeligaen er på ingen måde afgjort. Vi ligger aktuelt på en 4. plads, og kan stadig selv afgøre om vi igen skal have medaljer med hjem til Hjørring. Det bliver et spændende forår.
I sidste uge viste Movie House i Hjørring Copa71 – en dokumentar omkring de danske fodbold kvinders uofficielle VM triumf i Mexico i 1971 – en historie der for resten af verden har været gemt væk i over 50 år. De danske kvinder spillede VM-finale foran 110.000 tilskuere og vandt – og stadigvæk fik de ingen anerkendelse for deres bedrift. De kvinder kæmpede en kamp for alle piger, der gerne vil spille fodbold – de var rollemodeller. Spillerne på Fortunas ligahold er rollemodeller for alle de piger der spiller i Fortuna – vi er alle rollemodeller – det skal vi være bevidste om.
Vi får nok aldrig 110.000 tilskuere til en Fortuna kamp – men mindre kan også gøre det. I klubben har vi et fælles ansvar for, at der kommer tilskuere til de kampe vores hold spiller. Jeg var i weekenden forbi vores U19 og U16 kampe og blev glad over at se, at der blandt tilskuerne var flere kvindeliga spillere, og til ligaholdets kamp i går, spottede jeg også nogle ungdomsspillere. Vi skal bakke hinanden op.
Jeg tror på, at alle fodboldspillere drømmer om at spille på et fyldt stadion – det bliver et langt sejt træk, hvis det skal lykkes, og det skal allerede starte ved de næste hjemmekampe.
De unge Fortuna spillere der løber rundt med en drøm om at spille for et fyldt stadion i Hjørring, og høre deres navn blive råbt op af stadionspeakeren til et kæmpe bifald, skal starte med selv at møde op og bane vejen for – at når det bliver deres tur – så sidder der flere tusinde mennesker og hepper.
Vi har i bestyrelsen haft mange drøftelser om, hvordan vi knækker den kode, og er ikke kommet frem til en konklusion endnu. Vi arbejder videre, og er sikker på at det nok skal lykkes.
Vores 2. hold med Anne Mette og Michael i spidsen har på trods af mange udfordringer med at stille hold og manglede træningsindsats, formået at holde sig oppe i Jyllandsserien, og havde til det sidste en teoretisk mulighed for at rykke op. Det er meget imponerede, og giver en tro på at vores
- hold stille og roligt rykker op i rækkerne.
I seniorafdelingen har vi også 2 7-mands hold, hvor det sociale er i højsædet og alder ikke er en begrænsning. Der er plads til alle – og det sætter vi meget stor pris på at kunne tilbyde. Det er et vigtigt budskab at få ud – Fortuna er for alle.
Seniorafdelingen i Fortuna er ikke så stor som vi kunne ønske os, og vi har haft fokus på at ændre det, og det leder mig hen til mit næste nedslagspunkt:
FÆLLESSKABER
I samarbejde med DGI Nordjylland og Hjørring Kommune har vi sammen med 5 andre foreninger indgået et toårigt projektsamarbejde, der skal få flere unge kvinder i alderen 16-24 år til at være en del af det stærke fællesskab en forening tilbyder – formålet er at fremme trivsel hos unge kvinder
Vi var ikke i tvivl om, at vi skulle være med og glæder os meget til at få det skudt godt i gang, og ser frem til, at kunne byde nye medlemmer velkommen i vores klub. Inden længe går vi i gang med at udvikle små videoer, som vil blive delt på de sociale medier. Vi kommer til at afholde prøve træninger, fællesspisninger og andre små initiativer for at tiltrække nye medlemmer til Fortuna.
ØVRIGE AKTIVITETER
I Fortuna er vi så heldige at være en del af Bingo Hallen og vi er dybt taknemmelig for, at vi har et hold af frivillige der 1-2 gange om ugen – hver eneste uge året rundt – arrangerer Fortunas bingo spil. Økonomisk er bingo et stort aktiv for os, og overskuddet på bingo i 2023 er på ca. 170.000 kr. 1000 tak til det frivillige team i bingohallen.
Vi har også i år haft vores piger i ungdomsafdelingen ude at sælge Bambusa strømper, og det var igen i år en stor succes.
Året har også budt på flere hjælperdage, hvor både spillere, trænere, forældre og søskende stillede op, og ydede en indsats for at få de ydre omgivelser til at stå skarpt. Disse dage har stor betydning både socialt og økonomisk for klubben – så vi håber at I vil blive ved med at bruge noget af jeres sparsomme fritid på at lave arbejde for Fortuna.
Fællesspisningen for ungdomsholdene har kørt mere eller mindre fast og det er fantastisk er se den store tilslutning der altid er – fællesspisning i afdelingerne er med til skabe relationer på tværs af fodbold niveau. Tak til de forældre der stiller op og laver mad.
Fællesspisning i seniorafdelingen er desværre ikke blevet afholdt mere end en gang i 2023, og det er der flere årsager til – hovedårsagen er, at tilslutningen har været for lav. Vi forsøgte os i stedet med fællesspisning for hele klubben, og der var tilslutningen væsentlig større, og planen er, at det bliver en fast tradition med jævne mellemrum at afholde fællesspisninger for hele klubben. Vi melder inden længe 3 datoer ud for foråret og håber på stor opbakning.
I 2023 blev der for første gang afholdt Dana Cup Mini, og det lykkes igen at samle en masse frivillige, til at hjælpe Dana Cup med at skabe nogle gode rammer for de deltagende hold. Dana Cup Mini vender ikke tilbage i 2024, og dermed kan vi have fuld fokus på at yde en masse frivillige timer til Dana Cup i uge 30.
Fortuna og Dana Cup er gensidig afhængige af hinanden, og det er så vigtigt, at alle hjælper til i uge
- Dana Cup er Fortunas økonomiske eksistensgrundlag, og derfor er det så utrolig vigtigt, at vi alle bakker op- det kan der ikke sættes en tyk nok streg under.
Dana Cup havde i 2023 40 års jubilæum, hvor der var deltagelse af 1100 hold fra mere en 30 nationer. Det siger sig selv, at det kræver et kæmpe arbejde både at arrangere og eksekvere en fodboldturnering af den størrelse.
Så til alle frivillige skal der lyde en kæmpe TAK, men også TAK til Dana Cup for at de år efter år stabler sådan et fantastisk arrangement på benene.
Dana Cup i uge 30 er også den uge om året, hvor I har mulighed for at optjene point, som kan bruges til betalingen af de rejser pigerne, skal på i løbet af året. Det kan bestemt godt betale sig at tage en ekstra vagt eller to – så sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen.
AFSLUTNING
Til sidst vil jeg på bestyrelsens vegne takke for et godt samarbejde i det sidste år både i Fortuna og Dana Cup
Tak til sponsorer og samarbejdspartnere som har hjulpet og støttet os, herunder bl.a. Hjørring Kommune. Tak for samarbejdet til bestyrelserne i Fortuna A/S og Dana Cup.
Tak for indsatsen til trænere, holdledere, sundhedssektoren og ikke mindst klubbens fodboldudvalg
– I bidrager alle positivt til, at Fortuna er et godt sted at være og udvikle sig i.
Og på egne vegne vil jeg gerne sige tak for indsatsen til mine bestyrelseskolleger – det har været en kæmpe fornøjelse og meget lærerigt at sidde i bestyrelsen sammen med jer. I gør et stort stykke arbejde hver især, og vi har sammen fundet en fordeling af opgaverne, som passer til vores bestyrelse. Jeg ser frem til at arbejde videre sammen med jer på at skabe den bedste fodboldklub.
Jeg vil slutte beretningen af helt traditionelt for Fortuna med denne bemærkning:
”Spørg ikke hvad Fortuna kan gøre for dig, men spørg dig selv hvad du kan gøre for Fortuna”
Tak for ordet, og nu vil jeg overlade beretningen til debat…
Debatten var meget behersket, og bestyrelsens beretning blev godkendt.
Årsregnskabet blev ligeledes godkendt og budgettet for det kommende år blev taget til efterretning.
Valg til bestyrelsen var genvalg.
Hanne Brusgaard fulgte op på ordene i formandens beretning vedrørende frivillig indsat. Her følte Hanna Brusgaard, at der havde været en nedadgående tendens, når der skulle ydes en indsats i forbindelse med Dana Cup, og hun opfordrede til, at klubben ydede en større indsats i arbejdet med at få medlemmerne på banen, når det går løs med Dana Cup i uge 30.
Til gengæld var der lettere diskussio9n o9m bestyrelsens forslag til kontingenter. Det er lykkedes at holde
kontingentet i bredde-afsnittet uændret, mens eliteafsnittet får en stigning på op til 150 procent.”
I 2023 modtog Anne Mette Christensen Ries Mindepokal,
der er en vandrepokal. I år fik hun så et krus til erstatning og evigt eje.
Karina Bech Jensen takkede Simon D. Walther for indsatsen,
da han trak sig fra bestyrelsen og en midlertidig post som direktør i Fortuna a/s.
Og så var der tak for veludført arbejde til mødelederen Jens Jørgen Møller Nielsen.
Kilde og foto: Fortuna.