Socialtilsynets nye rapport om handicap-bostedet Aage Holms Vej bekræfter ifølge Frode Larsen (DF) og Erik Høgh-Sørensen (UFP-Lokallisten) deres advarsler om, at byrådsflertallet har skåret asocialt på de mest sårbare borgere i Hjørring Kommune.
– Rapporten rummer usædvanlig kras kritik, og det kan byrådsflertallet ikke være bekendt over for vores svageste handicappede og udviklingshæmmede. Ifølge rapporten er Aage Holms Vej dårligt ledet, og der er for stor personalegennemstrømning. Problemet bunder i politisk og administrativ handlingslammelse samt et byrådsflertal, der i januar stædigt fastholdt den såkaldte ”forebyggelsesstrategi” med besparelser i handicapplejen på 3,5 millioner kroner over tre år, lyder det samstemmende fra Frode Larsen og Erik Høgh-Sørensen.
– Hurtigt kom der klager og nødråb fra pårørende til de handicappede, og vi stillede på byrådsmødet i januar forslag om en hurtig undersøgelse af sagen. Dette blev afvist af forligspartierne Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Vores forslag blev fortiet og fejet ind bag lukkede døre og derpå afvist, efter at borgmester Søren Smalbro (V) ganske unødvendigt havde smidt cirka 25 handicap-pårørende ud af byrådslokalet, uddyber Frode Larsen og Erik Høgh-Sørensen.
– Få uger senere ombestemte byrådsflertallet sig. Man hyrede for flere hundrede tusinde kroner et konsulentbureau til at undersøge sagen, men den undersøgelse er endnu ikke offentliggjort. Nu er Socialtilsynet kommet kommunens konsulenter i forkøbet, konstarerer de to lokalpolitikere.
Der bør ifølge dem gøres to ting: De handicappede og udviklingshæmmede skal igen have tryghed og en ordentlig livskvalitet, og bostedernes ansatte skal have et ordentligt arbejdsmiljø.
Ved budgetforhandlingerne til efteråret vil de, UFP-Lokallisten og Dansk Folkeparti, derfor foreslå at tilbagerulle de ifølge dem asociale millionbesparelser foretaget af Enhedslisten, SF, S, V, K og R.
Link til tidligere artikel
Tilsynsrapport færdig om Botilbud Aage Holms Vej i Hjørring Kommune