Forberedelserne til den syvende Stafet For Livet i Hjørring Kommune er så småt i gang. Selv om der er fem måneder til den sidste weekend i august, står det fast, at arrangementet afholdes virtuelt.
Da styregruppen afsluttede Stafet For Livet 2020, håbede de på at kunne lave den traditionelle stafet på arealerne ved Hjørring Golfklub. Men da der stadig er lang tid til, at alle danskere over 16 kan være vaccineret mod COVID-19, er de nu nødt til at lave en virtuel stafet igen i 2021.
– Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, for det vil afspejle sig i overskuddet fra stafetten. I 2020 var der 320 deltagere, og overskuddet nåede op på 100.000 kr., hvilket faktisk var langt mere end styregruppen havde turdet håbe på. Men i 2019 var der tilmeldt 1000 deltagere, og overskuddet var næsten fire gange så stort, nemlig 370.000 kr. Forhåbentlig kommer der i 2021 rigtig mange deltagere med, så vi igen kan skabe et stort overskud til gavn for kræftramte, udtaler styregruppen.
Overskuddet er vigtigt, fordi en del af pengene går til kræftramte i Hjørring Kommune. Resten af pengene går til Kræftens Bekæmpelse, der bl.a. bruger overskuddet til kræftforskning og oplysning.
Fighterne vil – ligesom ved en fysisk stafet – blive inviteret til fælles morgenmad og efterfølgende fighterrunde, der åbner Stafet For Livet. Det fælles program for fighterne slutter af med en frokost. Fighterne kaldes de personer, der på et tidspunkt har haft diagnosen kræft eller stadig er kræftramte.
I hele døgnet fra lørdag den 28. august kl. 10 til søndag den 29. august kl. 10 kan deltagere lægge fotos og beretninger ind på Stafet For Livet Hjørrings FB-side, hvor du også kan følge stafetten bl.a. med underholdningsindslag og meget andet. De faste elementer under stafetten vil blive live streamet: Åbningstale, lysceremoni og afslutningstale.
– Sidste år var der flere af de ”gamle” hold, der var usikre på, hvordan de skulle afvikle en virtuel stafet, men i år har vi en masse erfaring, vi kan lade os inspirere af. F.eks. arrangerede Team Grønkjær, et Hirtshalsbaseret hold, en gåtur til Skagen. Der er masser af muligheder, hvis vi tænker lidt kreativt. Det er nemlig de enkelte hold og deltagere, der bestemmer, hvor lang tid de vil gå under stafetten, og hvor de vil gå – og om de overhovedet vil gå, lyder det videre fra styregruppen.
Hvis du f.eks. skal arrangere den næste gadefest eller den næste aktivitet for dine kolleger, eller hvis det er din tur til at arrangere træf med venner eller veninder, mødregruppetræf, det årlige familietræf eller en udflugt med oldboysholdet – ja så kan Stafet For Livet sagtens danne ramme om jeres arrangement.
Styregruppen leverer gerne flyere med oplysninger (se kontaktinfo nedenfor) og vil også senere komme med ideer til, hvordan stafetten kan afvikles.
Der er allerede nu åbent for tilmelding på https://www.stafetforlivet.dk/stafet/hjoerring, og styregruppen vil gerne opfordre interesserede i at tilmelde sig stafetten.
Hvis du har spørgsmål vedrørende deltagelse eller tilmelding, kan du kontakte Helmuth Zickert på hz@has.dk og 41937735 eller Mette Brath på mette@frilandssalonen.dk og 27626302.