Lærer og karrierelæringsvejleder Lene Peilicke havde onsdag arrangeret det helt store forløb med fokus på jobs som brandmand, sygeplejerske, redder og politibetjent, idet repræsentanter fra alle fire fag var rykket ud til undervisning af eleverne på Bindslev Skole.
Fra morgenstunden til lidt efter middag var eleverne derfor delt op i mindre hold, der roterede rundt til en lang række spændende værksteder, hvor de hørte om både uddannelser og udfordringer i de respektive jobs, hvis udøvere med rette kan kaldes hverdagens helte.
Heldigvis blev der undervejs ikke akut brug for nogen af de tilstedeværende reddere og brandfolk andetsteds i lokalsamfundet. Til gengæld delte de alle rundhåndet ud af deres mange erfaringer, hvilket resulterede i en udbytterig og særdeles spændende skoledag.


