Influenza og anden dårligdom kunne ikke forhindre, at eventen Artic Marley Musik Bingo 2025 endnu en gang blev en publikumssucces med masser af godt humør og musikbidder for fuld udblæsning…
Godt hjulpet på vej af værtinderne Sara og Christina nærmest fløj de to timer på Hirtshals Kro afsted, mens deltagerne sang og skrålede med på de melodistumper, der skulle gættes og noteres på spillepladerne…
Med tungen lige i munden, et fast greb om kuglepennen i den ene hånd og mobiltelefonen med lommelygten tændt i den anden, krævede det en koncentreret indsats at nå frem til først een vandret, så to vandrette rækker og til sidst fuld plade, mens tonerne til meget forskellige stilarter blev pumpet ud i det hyggelige krolokale:
Stupid Man
Peter lå i telt
YMCA
Girls Just Want to Have Fun
It’s Raining Men
Woman
Regndans
var bare nogle få af de brikker, der skulle til at udløse præmierne…
Arrangørerne var ikke karrige med præmierne, idet vinderne nærmest måtte have en hel bærepose med for at kunne hjembringe trofæerne. Vinderen af hovedpræmien måtte vist endda have lidt hjælp til transporten. Et relief med en fiskers hoved i noget meget tungt materiale var ikke sådan lige til at putte i lommen.
Per Kro udløste et par xtraspil med rødvinspræmier, så der kæmpet lige til det sidste musikstykke, som vist var Hjemmebrænderiet med De gyldne Løver…
Artic Marley afslutter lørdag næsten to ugers hektisk program med den helt store Nór Sauna Festival.
Og skal der tankes op med te, så finder du House of Tea på Nordsøen Fri Fagskole fra klokken 12 til 16.
Husk varm og tæt påklædning… vejrudsigten byder på udfordringer…
Foto: Elling.