Arturs Pirazkov er som bekendt en særdeles talentfuld og selvlært fotograf fra Hirtshals, der har gjort sig bemærket med sine unikke billeder med motiver fra havnebyen i Vendsyssel. Han er kendt for at skabe magiske øjeblikke gennem sit kameraobjektiv og formår at fange skønheden i selv de mest almindelige situationer og motiver.
Fotografierne er kendetegnet ved deres intense farver og detaljerigdom. Han formår således at fange øjeblikke med det store i det små og dagligdags på en måde, der får dem til at fremstå levende og næsten tredimensionelle. Hans evne til at skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem motivet og betragteren er kort fortalt enestående.
Denne søndag var det da også en som altid veloplagt, men nok ekstra glad og stolt Arturs Pirazkov, der kunne byde velkommen til reception og udstilling i anledning af udgivelsen af hans fotobag Magic Moments. Der var mødt rigtig mange venner, bekendte og interesserede op til den officielle åbning klokken 14 i Assistenthuset. Salget så allerede fra start ud til at gå forrygende, så den kreative fotograf havde travlt med at skrive dedikationer i bøgerne.
En af hans største styrker er da også hans evne til at fortælle historier gennem sine billeder. Han formår at fastholde momenter, der ofte med et blink i øjet fortæller en hel historie indenfor rammerne af et enkelt foto. Det er som om, at man som iagttager bliver suget ind i billedet og kan mærke stemningen og de følelser, der er til stede i akkurat det splitsekund, hvor fotoet fastfryser momentet.
Pirazkovs arbejde spænder bredt og omfatter alt fra portrætter over landskabsfotografi til de mange billeder af hans elskede ræve på havnen samt naturligvis nordlyset og Hirtshals Fyr. Det lokale blev derfor også omtalt i fotografens korte åbningstale, hvor han pointerede, at af alle de mange steder, han har boet, er han kommet til at holde særligt meget af det rustikke miljø og stemningen i Hirtshals.
Måske er det lige præcis hans åbenlyse og ærlige kærlighed til stedet, som vi er mange heroppe, der med fornøjelse og begejstring ser spejlet i hans billeder.
Denne søndag var også første dag med åben dør til tårnet ved Hirtshals Fyr efter den store overhaling med maling, mens der også var åbent i Kaffestuen.
Tag et smugkig her i Arturs Pirazkovs bog Magic Moments.
Link til relateret artikler
Arturs Pirazkov gør klar til reception for bogudgivelse på Hirtshals Fyr