Dyre- og oplevelsesparken Fun-Park Hirtshals og eventprojektet The Sky Is Blue tilbyder nu events for blandt andet personalegrupper.
– I første omgang bliver det Robinsondyster med tilknyttet hygge og socialt samvær i forskellige former. Vi har i længere tid haft øje på denne mulighed, og Allan og Birgitte fra Fun-Park var straks med på vores initiativ, fortæller Lars Hansen fra The Sky Is Blue.
Efter et par møder og vurdering af mulighederne går de derfor nu i gang. Og de starter med et spændende tilbud til firmaevents i Fun-Park, som er helt ideelt til formålet.
– Vi blev glade for henvendelsen fra The Sky Is Blue og deres mange idéer. Sammen har vi den nødvendige ekspertise i forhold til at tilbyde spændende oplevelser og events i vores park, siger indehaver Allan Helenius Kristensen.
– I øvrigt har vi hvert år mange forskellige arrangementer, og vi glæder os nu også til at kunne tilbyde Robinson Challenge, tilføjer Allan Helenius Kristensen.
Det er planen, at der snarest også skal tilbydes lignende events til private grupper – både børn og voksne.