Verdens største nyhedssite for den populære sport hedder Futsal Focus. På siden med flere end 200.000 følgere på tværs af de sociale medier har journalist Stephen McGettigan skrevet en stort artikel om Hjørring Futsal Klub.
For en måneds tid siden blev den lokale klub i anledning af journalistens research kontaktet af Futsal Focus, der igennem de sociale medier havde fået øjnene op for HFK. De var oprigtigt imponerede over det indhold, som klubben producerede og de billeder og videoer, som de kunne se fra den fantastiske hjemmebane i Park Vendia. De var derfor voldsomt interesserede i at vide mere om HFK.
Den sidste måneds tid har klubben af samme grund været i løbende dialog med Futsal Focus. Det er der kommet en fantastisk artikel ud af, som man kan læse her: HJØRRING FUTSAL KLUB, THE PERFECT EXAMPLE OF PROFESSIONAL AMATEURISM
For egen regning vil vi på den lokale netavis gerne tilføje, at klubbens succes med at formidle deres flotte sportslige resultater langt henad vejen skyldes fotograf Jim Christensen.
Hatteløft for både Jim og Hjørring Futsal Klub!