– Vi blev spurgt, om vi kunne bidrage til Red Barnets indsamling til børn, der ikke har så meget. Det ville vi naturligvis gerne, og da vi i december hvert år i butikken har flere hundrede julesokker hængende i loftet med godter til lokale børn, var det jo oplagt at give yderligere seks børn mulighed for også at få sådan en julesok, fortæller købmand Dennis Bak fra SPAR Hjørring.
– Vi trænger sådan til at se nogle glade børn, så derfor samler jeg og Red Barnets lokale afdeling ind til udsatte børn. Vi har fået stort opbakning med mad og alt muligt andet og nu også godter i julesokkerne fra SPAR. Det er vi rigtig glade for, siger Lisa H. Pedersen.
Landsorganisationen Red Barnets afdeling i Hjørring er en flok frivillige med hjertet på rette sted, energi og engagement til at gøre en forskel. Der er cirka 15 frivillige, og de kan altid bruge nye kræfter med en godkendt børneattest.
Lokalafdelingen har blandt andet en familieoplevelsesklub med 10 årlige arrangementer, der alle er gratis at deltage i for familier med børn fra 5 til 11 år. Det er familier, som oplever sig selv som økonomisk eller socialt udsatte, som kan være med og få et tiltrængt åndehul i hverdagen. Arrangementer er alt for skovture, oplevelsesture i zoo eller lignende til hyggeeftermiddage med kreativt værksted samt en årlig sommerlejr.
Du kan læse meget mere om Red Barnets lokale afdeling her…https://redbarnet.dk/vaer-med/lokalforeninger/hjoerring-lokalforening/
Billedtekst: Lisa H. Pedersen hentede seks slikfyldte julesokker hos SPAR Hjørrings købmand Dennis Bak.