Tornby Skole vil gerne have fokus på et godt samarbejde med byens erhvervs- og forretningsliv for at gøre eleverne nysgerrige på alle de erhverv, der ligger lige uden for døren i stationsbyen mellem Hjørring og Hirtshals. Så derfor var alle virksomheder og forretninger i Tornby for nylig inviteret til fyraftensmøde på Tornby Skole.
På mødet deltog Tømrermester Thomas Godtfredsen, Vognmand Per Ørum, Brian Brandt fra Scanvogn, Bente fra Brugsen, Landmand Lars Bak og Mette fra DSN, Carolann – en repræsentant fra menighedsrådet i Tornby, Praktikkoordinator Jørgen Jensen og Karrierelæringsvejleder Rikke Mailund fra SkoleCenter Hirtshals.
I dag skal alle elever fra 0. – 9. klasse have 25 timers undervisning i uddannelse og job pr skoleår, den såkaldte karrierelæring, som er en del af Ungegarantien i Hjørring Kommune.
I Skolecenter Hirtshals har de stor succes med at en skoleklasse bliver ”adopteret” af en virksomhed og klassen følger virksomheden i en årrække, her er der mulighed for at lære om hvilke jobs og karrieremuligheder, der findes i den virksomhed, de er adopteret af.
På Tornby Skole, som er en 6. klasses skole, vil karrierelæringsvejleder Rikke Mailund, gerne lave en ”adoptionsmodel” som passer bedre ind på en mindre skole.
Den model går ud på, at virksomheden ”adopterer” en årgang. Således at 0. årgang bliver adopteret af kirken og 1. årgang bliver adopteret af en landmand osv. På den måde får eleverne kendskab til mange forskellige brancher i deres lokalområde i den årrække, de går på Tornby Skole. Skolen og virksomheden forpligter sig på to besøg pr. skoleår.
Virksomhederne var med på at lave en ”adoptionsmodel”, som er tilpasset Tornby.
På mødet fortalte praktikkoordinator Jørgen Jensen om ovennævnte Ungegaranti, som vi har i Hjørring Kommune.
– I juni vil vi gerne lave et Projekt Håndens Værk, hvor lokale firmabiler bliver inviteret ind i skolegården. Her vil eleverne blive klogere på, hvad de forskellige firmaer med deres biler arbejder med, og de får kendskab til vigtige håndredskaber, fortæller Rikke Mailund.
– Til projekt Håndens værk var der også rigtig god opbakning fra de fremmødte. Så alt i alt et rigtig godt møde, og tak til alle jer der mødte op til en kop kaffe og fastelavnsbolle, tilføjer karrierelæringsvejlederen.