Den 20- årige Gustav Urth fra Hjørring er vild med trylleri, natur og børn, hvilket læsere af den lokale netavis forlængst har erfaret.
De ting forener han, når han hver dag tager os med på udendørs-eventyr, hvor han i børnehøjde fortæller og lærer fra sig om det, han oplever i naturen.
Med røde kinder og en kikkert om halsen kommer han helt tæt på danske dyr og planter, hvor han med et twist af humor og magi får børn til at blive nysgerrige på naturen.
Natur på et niveau som børn forstår
Gustav Urths begejstring for naturen startede fra barnsben, hvor fisketure og udflugter med hans far har været en naturlig del af opvæksten.
Men en dag begyndte Gustav Urth at undre sig. Han sad og så fjernsyn i sofastuen, hvor en klog dame i TV-avisen kastede om sig med fine ord som klimaforandringer, CO2-udslip og biodiversitetskrise. Hun sluttede voksensnakken med, at vi skulle huske det hele, fordi det er vores børn, der skal overtage kloden.
Det hang ikke helt sammen for Gustav Urth.
Det er nogle svære ord, og jeg tror ikke, at vores børn forstår, hvad det handler om. Derfor startede jeg et koncept, hvor jeg i børnehøjde fortæller, hvad vi har lige ude foran vores hoveddør.
Gustav Urth, naturformidler
Gustav Urth kommer dagligt med indhold om dyr og naturen på hans Instagram, hvor han interagerer med hans følgere, så de får en følelse af, at de er med ham på tur.
Fra klassens klovn til naturtryller
Det er de færreste, der kan finde på at kombinere natur med trylleshows, men i Gustav Urths verden giver de to ting god mening sammen.
For Gustav Urth har altid været klassens klovn, og det var hverdagskost for ham, at lærerne sagde, at han skulle sidde stille og lytte efter.
Det var bare svært at koncentrere sig om brøkregning og retskrivning, når han var optaget af at trylle og optræde. En lærer i ungdomsklubben spurgte en dag, om han kunne trylle til hans datters fødselsdag. Det så han som en sjov mulighed.
– Derefter begyndte jeg at trylle til flere arrangementer, og så tænkte jeg, hvorfor ikke fortælle om dyr når jeg er ude og trylle, og sådan blev det til et naturtrylleshow. Det synes jeg fungerer meget godt. Det er det, jeg er mest stolt af, og det satser jeg på, at jeg skal bruge min fremtid på, siger Gustav Urth.
Gustav Urth er vild med at stå på scenen, hvor han får børnenes respons med det samme. Han synes, de er et godt publikum, fordi de fortæller deres mening.
– Fokuspunktet i mine shows er, at børnene skal lære noget, de skal blive klogere og fascineret, men dér hvor jeg synes, det virkelig rykker, det er, når jeg ser, at de griner. Betaling for mig er deres grin, siger Gustav Urth og fortsætter:
Jeg læste engang i en bog, hvor en klog mand sagde, at hvis du kan få folk til at grine, så lytter de, og så kan du fortælle dem næsten alt, og det synes jeg er smukt.
Gustav Urth
Droppede ud af gymnasiet
Gustav Urth kunne godt lide at gå i skole men efter hans succes med naturtrylleshows, var det ikke kun Hjørring, der kendte til ham. Det var derfor svært at forene gymnasielivet med de mange tilbud, han fik.
Derfor valgte han at gå med det, der mærkes bedst i maven.
– Jeg droppede ud af gymnasiet i slutningen af 2. g. Det lyder som noget, der skete henover en eftermiddag, men det var det langt fra. Jeg var virkelig nede i kulkælderen. Det var næsten hver morgen, hvor jeg var grædefærdig, inden jeg skulle møde i skole, siger Gustav Urth og fortsætter:
– Der var bare noget ved siden af, som trak endnu mere end at sidde på den skide skolebænk og læse nogle bøger. Der er måske nogle, der synes, at de to år i gymnasiet har været spildt, men jeg har jo brugt dem på at finde ud af, hvad der var det rigtige.
Gå på opdagelse i den danske natur
Den danske natur giver Gustav Urth fede oplevelser hver dag, og når han er på sommerferie med familien, ser han turen til Kreta som en stor safaritur. Han synes dog, det er lidt trist, at mange mennesker tror, at man skal til Afrika eller Antarktis for at opleve storslået natur.
– Sagen er den, at når du går ud ad din hoveddør, kan der komme flyvende musvåger. Vi har altså også mega fed natur i Danmark, og det prøver jeg at fortælle. Jeg nyder lige så meget at kigge på en husskade i Danmark som en bjørn i Finland, siger Gustav Urth.
Derfor synes Gustav Urth, at vi skal bruge efterårsferien i den danske natur, og i samarbejde med TV2 Nord har han lavet en naturskattejagt til efterårsferien.
Skattejagten har tre forskellige videoer med oplevelser i den nordjyske natur. Hold derfor øje med TV2 Nords Facebook og Instagram, hvor videoerne kommer i løbet af efterårsferien.