Turistchef Laila Zielke og de andre gæve folk bag det store arrangement er så småt ved at være klar til Hirtshals Fiskefestival 2023 og dermed også til kåring af Årets Bjesk 2024 på lørdag kl. 15 i Skibet på Den Grønne Plads. Det fortæller turistchefen, da jeg i dag afleverer Bjeskteam Nordsøpostens bud på Årets Bjesk.
Turistchefen har da også det stærke dommerpanel på plads, som i år består af Anne Sofie Espersen, skuespiller, forfatter og presserådgiver, født og opvokset i Hirtshals, Ib ”Gløden” Dalsgaard Andersen, som er lokal fisker, Rikke Vandsted, indehaver af B&B by the Sea, og endelig den garvede Lars Kragelund, som er direktør i Arcusgruppen og leverandør af basisakvavitten Klar Aalborg.
– Alle har de et godt kendskab til bjesk, men det får de lov til selv at fortælle lidt om, når dommerpanelet præsenteres som intro til konkurrencen, fortæller Laila Zielke, som samtidig glæder sig til at være i selskab med bjeskkonkurrencens to konferencierer, som i år bliver Jakob Kofoed, der er naturvejleder ved Vendsyssel Historiske Museum, og Jørgen Christensen, som er tidligere mangeårig formand for Hirtshals Turistforening.
De konkurrerende hold er i år:
* Bjeskteam NordsøPosten (vinder i 2022)
* Jazzklubben Hva No Do (vinder i 2019)
* Herregårdens Bjesklaug
* Tornby Bjesklaug
* Bjesklauget ved Hirtshals Museum
Efter at have afleveret Bjeskteam NordsøPostens flaske med de gyldne dråber på kontoret hos Hirtshals Turisme, kiggede jeg indenfor hos Rikke Vandsted og Tor Ove Sørlie hos B&B by the Sea på Kystevejen, idet jeg havde hørt, at værtsparret hver dag til morgenmaden serverer lige præcis Årets Bjesk.
– Det er korrekt, idet jeg samtidig fortæller den gode historie om bjesken i Hirtshals. Lige fra Signe Hansens bjesk og fortællingen om de mange bjeskplanter, der findes her i omegnen af Hirtshals. Ligesom jeg naturligvis nævner Hirtshals Museum og museumshaven, lyder det fra Rikke Vandsted, mens hun skænker en Årets Bjesk.
Hver onsdag i den nu næsten forgangne juli måned kl. 10.30 har man nemlig blandt meget andet på det lokale museum kunnet lære om bjesken, de aktuelle planter og fremstillingen af den populære brændevin, som i havnebyen har status af medicin.
– Når jeg spørger, om gæsterne har lyst til at smage, er der ofte nogen, der først siger nej tak, men når de så har fået historien om bjesken, siger næsten alle alligevel ja tak, afslører en smilende Rikke Vandsted.