Torsdag kunne Chelina Bagger og Henrik Konnerup åbne dørene for første gang til Galleri &Os i Strømgade midt i Hjørring.
Parret har flyttet det bedste med fra tiden i Lønstrup og har tilført galleriet lidt ekstra i de nye, flotte omgivelser.
– Vi glæder os til at vise vores udstillere frem, og i forbindelse med vinterferien vil vi have åbent i hverdagene fra klokken 10-17.30 samt derefter fast åbent lørdage fra klokken10-14 og andre dage også. Det skal jo passes ind med mit politiske arbejde, fortæller det socialdemokratiske byrådsmedlem.
Galleri &Os åbner med gode tilbud på udvalgte, store malerier. Åbningen markeres også med en reception lørdag den 9. marts, hvor parret officielt markerer, at &Os er flyttet ind i Strømgade med galleri og events.
– &Os vil være et væld af oplevelser under samme tag. Hver lørdag vil vi hygge lidt ekstra i Strømgade med vin og kaffe. Vi sælger også billetter til vores koncerter blandt andet på Vendelbohus og i Musikladen Lønstrup.
Chelina og Henrik byder til receptionen på noget godt til alle sanser samt musik og sang af en mand med en guitar, og forplejningen vil også være passende.
– Vi har som udgangspunkt i galleriet vores faste udstillere som blandt andre Henrik Busk Andersen, Mette G Keramik og bronzefigurer fra Anne Fonnesbech. De nye lokaler i Hjørring giver også nye muligheder, så vi søger også nye udstillere.

– Vi har højt til loftet, masser af podier, stativer, plads på reolerne, store vinduer og indgang direkte fra gågaden i Hjørrings centrum lige ved Springvandspladsen.
En af de nye udstiller i Galleri &Os er Lone Reedtz, der arbejder både på lærreder og papir med skønne farver og herligt levende udtryk i sin abstrakte kunst.
&Os laver i den kommende tid koncert på Vendelbohus med Danser med Drenge fredag den 4. maj, med Allan Olsen i Musikladen Lønstrup torsdag den 18. – og fredag den 19. juli og samme sted koncert med Lis Sørensen den 1. august.

Galleri &Os udstiller også flot foto-kunst af Tao Lytsen, malerier af Steen Karlsen fra Frederikshavn og flot kunst fra Vennebjerg Glaspusteri.
Hjørrings midtby og Strømgade har fået nyt liv – og det er i farver!



