Tversted genlyder af masser af dejlig jazz i den kommende tid både på Klitgården, hvor Tversted JazzyDays har hjemme, og andre steder i byen.
Lørdag den 15. oktober klokken 13 inviterer Galleri Tornby til fernisering med flot billedkunst af det abstrakte nordjyske landskab illustreret af den nordjyske billedkunstner, frederikshavneren Anette Beck Madsen med akrylfarver på lærred.
På ferniseringsdagen åbnes dørene allerede klokken 11 og klokken 13 præsenterer Galleri Tornby lækker jazz ved den professionelle guitarist Casper Hejlesen, der har rødder i Poulstrup.
Det er samtidig startskuddet til en fantastisk jazz-uge i Tversted, hvor festivalen Tversted JazzyDays præsenterer et virkelig flot program med jazz på internationalt niveau.
Alle interesserede er velkommen til ferniseringen på Galleri Tornby, der ledsages af Caspers skønne undertoner, vådt til ganen og ikke mindst noget flot billedkunst.
Galleriet holder ekstraordinært åbent i efterårsferien, hvor udstillingen kan ses alle dage i perioden 15/10 – 23/10 klokken 11–16 samt efterfølgende søndage klokken 11–16 frem til og med den 13. november.