Med mundbind, sporadisk julepynt og alt for få pebernødder… alt sammen fordi dette års juletamtam er lettere neddroslet – præsenterer Kim Tornby årets juleudstilling i Galleri Tornby, hvor galleriet holder åbent hver søndag fra 11 til 16 til og med den 20/12…
Her bliver man mødt af kunst for enhver smag, og jeg faldt over et par stykker eller tre, som på hver deres måde fascinerer, og selvom indehaver Kim Tornby i år har sparet på pebernødderne, så er han ikke karrig med guldkorn og den gode samtale om de udstillede værker…
Mine fotos kan kun være antydninger – husk at kunst skal ses i virkeligheden…
Carole Kohler får smukke værker ud af objets trouves, og jeg er sikker på, at du på dit besøg får en præsentation af, hvordan værkerne kan levendegøres via mobiltelefonen, således at man ikke blot investerer i et kunstværk til væggen, men også får en videoinstallation med i købet…
Jan Esmann er et multitalent, som kan male så skræmmende realistisk, at man tror, det er et foto, man bliver præsenteret for… Han kan også male lidt skræmmende, men det er jo en smagssag – er det én kvinde i bevægelse, eller er det tre kvinder? – tag ud og se hele billedet og de andre med…
Mia Andersson er min personlige favorit på dagen… Dejlige farver, man er ikke i tvivl om motivet, men det rummer alligevel så mange facetter og overraskelser, at det må kunne give fra sig længe på den samme væg…
Galleri Tornby finder du på nordsiden af Skagensvej mellem Uggerby og Tversted, og det er en rigtig god ide at køre lidt afventende på den strækning, så du ikke misser frakørslen…
Foto: Elling