Onsdag formiddag blev genåbningen på Vendsyssel Historiske Museum blæst i gang.
Bogstavelig talt.
To lurblæsere stod klar ved indgangen, da museet endelig kunne byde museumshungrende vendelboer velkommen efter fire måneders nedlukning.
Der har været travlt på museet op til genåbningen. De åbner nemlig med seks forskellige udstillinger. Herunder to helt nye udstillinger.
Styr på reglerne
Fire måneders nedlukning har godt kunnet mærkes på museet, der normalt har op til 90.000 besøgende om året.
– Det har været rigtig slemt. Det har selvfølgelig haft en økonomisk betydning, men det har også haft den betydning, at vi har manglet muligheden for at formidle kultur, siger Sidsel Våhlin, der er arkæolog på Vendsyssel Historiske Museum.
For at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand vil museet lukke 36 gæster ind ad gangen. De besøgende får en klemme, som de skal aflevere igen, når de forlader museet.
– Vi har helt styr på alt i forbindelse med coronarestriktioner. Vi kan godt have mange flere herinde ad gangen, men vi holder os til 36. På den måde ved vi, at der er plads nok, fortæller Sidsel Våhlin.
Kilde: TV2 Nord.