Den 8. december 1943 ankommer en af 2. Verdenskrigs kendteste tyske generaler til Hirtshals, nemlig ingen ringere end selveste general Rommel.
Feltmarskal Erwin Rommel var Hitlers yndlingsgeneral, også kaldet for Ørkenræven, som var et tilnavn, han fik i krigens start, efter flere sejre over de allieredes styrker på slagmarken i Nordafrika.
Han blev da også en af 2. Verdenskrigs helt store militære personligheder, højt dekoreret og senere udvalgt som generalen, der skulle forhindre en allieret invasion på det europæiske fastland.
I slutningen af 1943 var den tyske overkommando imidlertid alvorligt bekymret for en invasion i Vesteuropa, herunder også i Danmark, og for at forbedre forsvaret beordrede Hitler sin dygtigste og berømteste general, Erwin Rommel, ud for at inspicere Atlantvolden, som man kaldte alle de tyske bunkers-stillinger fra Norge til Spanien.
De skulle gøres uindtagelige, lød den personlige ordre fra Adolf Hitler. Inspektionsrejsen begyndte i Danmark.
13 dage ialt, fra den 2. til den 14. december 1943 var den tyske general på inspektionstur rundt i de tyske stillinger i Danmark, og turen gik blandt andet til Hanstholm, Frederikshavn, Skagen, Hirtshals, Løkken, Hjørring og Aalborg.
Onsdag den 8. december 1943, ankom general Erwind Rommel så til Hirtshals.
Klokken var ifølge de tyske vagtrapporter på 10. Batteri lidt i elleve om formiddagen (10.52), da en større række køretøjer kørte op ad Fyrvejen og ind ad hovedvagten.
Her gennemførte Rommel og hans følge en inspektion af batteriet, der gik ud på, at Rommel skulle lave en personlig besigtigelse af batteriet, for derefter at udarbejde en detaljeret rapport af anlægget og efterfølgende komme med sin vurdering af batteriets sikkerhed, opbygning og forsvarsevne.
Generelt var Rommel ikke tilfreds med udbygningen af Atlantvolden langs hele den danske vestkyst, og besøget i Hirtshals var med til at medføre nye ordrer om yderligere udbygninger af Atlantvolden, hvilket betød, at 10. Hærkystbatteri i Hirtshals påbegyndte sin 3. udbygning af stillingsområdet, med blandt andet 12 nye bunkere, hvor de 4 kanoner nu blev beordret flyttet ned i nye lukkede kanonbunkere, i stedet for de hidtil åbne stillinger.
Klokken halv tolv (11.34) kører general Rommel og hans følge så ud ad 10. Hærkystbatteri via den sydlige betonvej og ud igennem den sydlige adgangskontrol.
Kilde: Bunkergruppen Hirtshals.