Hirtshals Fjernvarme afviklede tirsdag aften generalforsamling i det smukke Atrium på Nordsøen Oceanarium og Forskerpark med deltagelse af ca. 30 andelshavere.
Den specielle situation med 2 samtidige generalforsamlinger skyldes, at Hirtshals Fjernvarme har været i rekonstruktion fra den 26. marts 2024 til den 3. februar 2025 og dermed ikke havde mulighed for at holde generalforsamling i 2024.
Bestyrelsesformand Børge Vinther-Jensen fremlagde bestyrelsens beretning. Som følge af rekonstruktionen kunne formanden fortælle om en turbulent periode for medarbejdere og bestyrelse, men trods mange udfordringer, forløb begge årene driftsmæssigt meget tilfredsstillende med levering af billig varme til forbrugerne. For 2023 og 2024 udgjorde varmeprisen for et standardhus henholdsvis kr. 15.880,00 og 14.296,00, hvilket placerer Hirtshals flot på danske fjernvarmes hitliste.

Advokat Henrik Selchau Poulsen, der har været rekonstruktør for Hirtshals Fjernvarme deltog også på generalforsamlingen og redegjorde i sit indlæg for rekonstruktionens forløb. Situationen udspringer af et krav fra Forsyningstilsynet, der har krævet en tilbagebetaling til forbrugerne på 16 mio. fra salg af CO2 kvoter.
Der har under rekonstruktionen været ført forhandlinger til flere sider med henblik på både salg og fusion, men rekonstruktionen endte op med, at Jyske Bank stillede et lån til rådighed mod en garanti fra Hjørring Kommune, således Hirtshals Fjernvarme kan tilbagebetale de 16 mio. kroner til forbrugerne ved en reduktion af varmeprisen over de næste 15 måneder. Lånet i Jyske Bank tilbagebetales herefter med de el-indtægter, som Hirtshals Fjernvarme genererer i de kommende år.
Forretningsfører Mona Jensen fremlagde årsregnskaberne for 2023 og 2024. I begge år er der præsteret tilfredsstillende resultater med overskud, der overføres til næste år til reduktion af varmeprisen. Mona Jensen gennemgik ligeledes budgettet for 2025, hvor der også forventes levering af billig varme til forbrugerne i Hirtshals.
Børge Vinther- Jensen, Kurt Jakobsen og Niels Chr. Jakobsen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Anders Andersen blev valgt til nyt bestyrelsesmedlem i stedet for Rasmus Jespersen, der ikke ønskede at fortsætte.
Formanden afsluttede generalforsamlingen med an stor tak til Hjørring Kommune, Jyske Bank og advokat Henrik Selchau for en aktiv og konstruktiv medvirken til ophævelsen af Hirtshals Fjernvarmes rekonstruktion og dermed fortsættelse som et selvstændigt varmeværk.


