Museumsforeningen ved Vendsyssel Historiske Museum afholder generalforsamling den 27. marts 2025 kl. 16.30 på Det gamle Rådhus, Torvet 6, Hjørring.
Foreningen kunne sidste år fejre 50 års jubilæum med en havefest i museumshaven, og formand Karin Maegaard glæder sig over det stadig stigende medlemstal og den store interesse for at bakke op om vores gode museum og dets mange tilbud.
Før generalforsamlingen er der foredrag ved cand. mag. i historie, Signe Stidsing Hansen, samlingsinspektør ved Aalborg Historiske Museum og tidligere ansat ved Vendsyssel Historiske Museum. Hun vil fortælle om Lønborg Friis, der i 1882 som 30-årig flyttede til Hjørring for at nedsætte sig som byens tandlæge.

Han ville dog mere end det, og bl.a. i 1889 stod han i spidsen for oprettelsen af det, der siden kom til at hedde Vendsyssel Historiske Museum. Omdrejningspunktet for dette foredrag er personen Lønborg Friis. Der vil bl.a. blive fortalt om tandlægen og familiefaren, om museumsmennesket, og om hvordan de forskellige sider af ham spillede sammen, bl.a. igennem den museumssamling han selv havde med sig ind i oprettelsen af museet.
Medlemmerne kan glæde sig til både foredrag, suppe og generalforsamling. Det samme gør bestyrelsen, hvortil der i år skal vælges 2 nye medlemmer.