Folkeparken i Hirtshals lagde lørdag formiddag stier, vand, træer, sne, rådyr og mere eller mindre frosne vandpytter til første runde af motionseventet arrangeret af The Sky Is Blue med Lars Hansen i spidsen…
The Good, the Bad and the Ugly er som bekendt en spaghettiwestern fra 1966, instrueret af Sergio Leone, en fornøjelig og barsk historie med en iørefaldende ildevarslende temamelodi…
Filmen har givetvis inspireret Lars Hansen ved navngivningen, men ellers var vi her i Hirtshals denne lørdag ganske langt fra både Italien, spaghetti og revolversvingende tvivlsomme typer…
Sol, en lidt frisk vind, let frost og en ca. 2 kilometer rundstrækning, kaffe, energibar, vand og en enkelt skarp udgjorde menuen…
Altid lidt spændende, hvad der venter fx, når man har meldt sig alene til sådant et arrangement… bliver det en alenerunde, eller finder man sammen med nogen, der kan acceptere et tempo i lettere slowmotion?
Vandreture gør godt på ind til flere måder, og jeg var heldig at kunne følges med en xpert ud i denne ædle disciplin… Vi talte så godt sammen, at vi – som de eneste – hverken så eller hørte alle de rådyr, som alle øvrige deltagere havde fornøjelse af… til gengæld kom vi hele verden rundt, og hvem ved – måske ses vi igen…
Næste gang står den så på Den ONDE: Lettere kuperet rute i skov og klitterræn ved Tornby Klitplantage
Dato og tid: Lørdag 8. februar kl. 9.30
Sted: Munchs Badehotel, Tornby Strand, Tornby
og serien afsluttes med Den GRUSOMME: Lettere rute i området omkring Hirtshals fyr og Husmoderstranden
Dato og tid: Lørdag 8. marts kl. 9.30
Sted: B&B by The Sea, Kystvejen, Hirtshals
Hold øje med Facebook for tilmelding…
Så for den: Nu fik jeg lyst at se filmen igen – prøv på YouTube.
Foto: Elling.