Af Laila Zielke
Turistchef
Resultatet fremgår af den gæsteanalyse, som Destination Nordvestkysten sammen med øvrige destinationsselskaber langs Vestkysten for nylig har offentliggjort. I alt har 17 feriesteder deltaget i undersøgelsen og knapt 4.500 danske og udenlandske gæster er blevet interviewet.
Ud fra analysen står det klart, at kystbyerne i Hjørring Kommune er blandt de mest populære feriedestinationer på Vestkysten. Her ser vi, at 91% af gæsterne i både Hirtshals/Tversted, Lønstrup og Løkken har været tilfredse eller meget tilfredse med deres ophold.
Vi har været gennem et par specielle turisme-år set i lyset af Covid-19. På både godt og ondt – vi har i lange perioder måtte undvære mange af vores udenlandske gæster, især fra Tyskland og Norge. Vi kan dog som noget positivt konstatere, at årene har skabt nye målgrupper.
For eksempel så vi i 2020 mange danske turister, som for første gang holdt ferie inden for landets grænser. Og ikke færre end 34 procent af disse har valgt at gøre det samme i 2021, til trods for mulighed for at rejse udenlands. Samtidig ser vi flere tyske gæster, som kommer længere sydfra end vi sædvanligvis oplever. Og endelig har vi set mange flere belgiere, østrigere og hollændere end tidligere. Det potentiale skal vi fastholde og udvikle på. Hvordan tiltrækker vi så flere gæster?
Vores overnatningskapacitet i højsæsonen er ved at være fuld. Vi skal derfor arbejde på at udvide sæsonen og satse strategisk på skuldersæsonerne, især forår og efterår og omkring helligdage. Vi skal have fokus på helårsturisme, som vil kunne veksle mange sæsonjobs om til helårsjobs, skabe vækst i turismeerhvervet og god plads for gæsterne.
Helt konkret har Hirtshals Turisme taget udfordringen op og indledt et tæt samarbejde med Destination Nordvestkysten. I september skød vi for første gang ”Hook&Cook” i gang. Omdrejningspunktet var fisk, fangst og gode oplevelser for både børnefamilier og voksne uden børn. Og vi gentager eventen i 2022. Samtidig samarbejder vi fra 2022 med Nordvestkysten om udvikling og markedsføring af oplevelser påsken. Og flere tiltag er i pipelinen.
Når gæsterne er her, skal de bydes velkommen med god service og spændende tilbud. Og det bliver de! Derfor vil de også gerne både anbefale os til andre og besøge os igen. Vores strande og natur er trækplaster nr. ét, når vi spørger vores gæster, hvorfor de kommer.
Desuden har vi et dygtigt turisterhverv, der både kan og vil gå forrest i forhold til nye tiltag, god service og unikke oplevelsesmuligheder.
I hele kommunen har vi flotte attraktioner, spændende tilbud og nye områder, der kan udvikles på. Kigger vi på Hirtshals, har Vesthavnen et stort potentiale. Hirtshals Turisme har allerede et godt samarbejde med Hirtshals Havn omkring udviklingsmuligheder. En kommende, ny lokalplan for den nordlige del af Vesthavnen vil forhåbentlig også være katalysator for nye oplevelser og tilbud til vores turister.
Vi kan i Hjørring Kommune være tilfredse med og stolte af resultatet af gæsteanalysen. Et resultat, som er opnået via det store arbejde der gennem mange år er lagt i udvikling af gode turismeprodukter og tætte samarbejder på tværs.
Det er afgørende, at vores turistvirksomheder har de bedste muligheder for fortsat udvikling af deres produkter og faciliteter.
I 2020 var der knapt 1,5 mio. overnattende gæster (kommercielle overnatninger) i Hjørring Kommune. Hertil kommer gæster, som bor hos venner og familie og de mange endagsturister. Det gør Hjørring Kommune til den næststørste turismekommune i Nordjylland. Sandsynligvis den største, hvis endagsturister medtages. Turismen genererer flere end 2.000 fuldtidsjobs i løbet af året og vores gæster lægger årligt omkring 2,7 mia. kr. i kommunen (VDK2019). Jo, turismen er et vigtigt erhverv.
Vi skal sørge for optimale betingelser for at tiltrække investorer og iværksættere, så vi også ad den vej kan skabe vækst, øget bosætning og flere lokale arbejdspladser i relation til turismen.
Vi skal skabe synlighed via effektiv markedsføring i samarbejde med Destination Nordvestkysten og blandt andet være til stede på de mange online platforme, som turister i vid udstrækning benytter sig af.
Et vigtigt supplement er vores trykte lokalguider, fx Lokalguiden for Hirtshals-Tornby-Tversted, der med et kommende oplag på 40.000 eksemplarer er med til at profilere vores destination og guide vores gæster rundt i lokalområdet.
Vi skal fortsætte den positive udvikling! Hele gæstesanalysen kan læses her.
hvad mener du om vindmøller i fredskov området??????