Der var smil og taknemmelighed at spore i Mosbjerg fredag eftermiddag, da repræsentanter fra borgerforeningen modtog et generøst gavebevis fra Sparekassen Danmark Fondene på 20.000 kroner. Beløbet går til 10 nye flagstænger i fiber.
Gavebeviset blev overrakt af kunderådgiver Ida Balser Rasmussen fra Sparekassen Danmark i Sindal ved en uformel ceremoni. Hun udtrykte sin glæde over, at Sparekassen kan støtte de lokale aktiviteter.
Hos Mosbjerg Kultur- og Borgerforening var begejstringen stor. De nye fiberflagstænger er en kærkommen fornyelse til de eksisterende 50 flagstænger af træ, som foreningen bruger i forbindelse med arrangementer i Vogn og Mosbjerg.
– Det er en meget tung trailer at håndtere, når vi skal transportere de mange træflagstænger, fortæller bestyrelsen for Mosbjerg Kultur- og Borgerforening. Derfor er vi meget taknemmelige for denne donation fra Sparekassen Danmark Fondene, og på sigt er det vores mål at udskifte alle de tunge flagstænger af træ.
Udover den glædelige donation er der også nyt fra foreningens generalforsamling den 25. marts. Her blev det nemlig besluttet at ændre navn til “Mosbjerg Kultur- og Borgerforening”.
Formand Ulla Pia Lauritsen forklarer baggrunden for navneskiftet.
– Vi tror, at det nye navn bedre afspejler vores aktiviteter, hvor der også er fokus på det kulturelle liv i Mosbjerg. Samtidig forventer vi, at det vil gøre det lettere for os at søge midler hos forskellige fonde.
Med de nye flagstænger og et nyt navn på plads ser fremtiden lys ud for Mosbjerg Kultur- og Borgerforening, der fortsat vil arbejde for at skabe aktiviteter og sammenhold i lokalsamfundet.