Af Thomas Reinholdt Rasmussen
Provst i Hjørring Søndre Provsti
Bispekandidat
Sidste år kunne vi ikke holde påskegudstjeneste. Det kan vi heldigvis – under restriktioner – i år. Sidste år hørte vi gudstjeneste i radioen og her i Hjørring havde vi også påskemusik fra kirketårnet. Men i år kan vi være sammen til påskegudstjeneste i kirkerne og flere steder udenfor under åben himmel. Det er godt.
Som jeg bliver ældre synes jeg, der er en egen stilhed over påskemorgens evangelium. Særligt hos evangelisten Markus er ikke det store spektakel. Kvinderne kommer stilfærdigt ud til graven og finder den tom. De ville gå ud til en afdød, men finder ikke det, de søger. Kristendommen begynder med, at mennesker ikke finder det, de søger. Graven er tom, og en ung mand i hvide klæder forkynder roligt, at det er fordi, Jesus er opstået. Jesus er ikke i graven og han er heller ikke i teksten, som vi hører. Påskedag er graven sprængt og teksten sprængt, fordi Jesus er trådt ud i det liv, vi alle har til fælles. Han er hverken bundet af grav eller bogstav.
Det er ikke livet, der er større end døden. Det ved vi alle gennem erfaring, særligt når vi skal tage afsked med en, vi elsker og holder af. Det er kærligheden, der er større end døden. Døden er den største almagt, vi møder i vores liv. Men vi tror, at kærligheden er størst. Det er påskemorgens evangelium. Det er det, vi tror og synger sammen med Grundtvig: at ”kærligheden, hjertegløden, stærkere var end døden”.
