Gloria og Lucas fra 8. klasse på Sindal Skole – undervisningssted – er i denne uge i erhvervspraktik hos Min Købmand i Lendum for at snuse lidt til faget og det at være på en arbejdsplads.
Lige ny fylder skolen og fritidsaktiviteter meget – hos Lucas IT og hos Gloria volleyball.
De ved endnu ikke, hvilket retning de vil gå med hensyn til uddannelse og senere job, og det haster da heller ikke med at træffe beslutninger. Der er god tid til at prøve lidt af hvert, og Min Købmand i Lendum, Dennis Bøgedal Bak, står gerne til rådighed.
– Vi vil rigtig gerne hjælpe unge mennesker, der vil yde en indsats for at lære vores branche at kende. Derfor er vi med i Hjørring Kommunes Ungegarantien. Vores branche har jo også brug for, at der kommer nye, friske kræfter til.
Det fortæller købmand Dennis Bøgedal Bak, Min Købmand i Lendum.
Alle elever i folkeskolen har ret til at komme i praktik, også kaldet erhvervspraktik, i en uge i 8. klasse og en uge i 9. klasse.
Sindal Undervisningssted er en del af Sindal Skolecenter, som består af de tre Undervisningssteder Bindslev, Lendum og Sindal.
Hos Min Købmand i Lendum får eleverne mulighed for at få meget information om købmandsfaget, og der er i generel information til praktikstedet fra Hjørring Kommunes UngeGaranti fastsat, hvad skole-eleverne skal, kan og må.
Der står blandt andet, at det er vigtigt, at praktikanten får mulighed for at deltage i det daglige arbejde, der kendetegner virksomheden samt, at det forventes, at praktikstedet giver eleven en grundig instruktion i arbejdsfunktioner og sikkerhed.
I øvrigt gælder alle regler og lovgivning herunder Arbejdsmiljølovens regler for arbejdstid og beskæftigelse.
Min Købmand i Lendum, Dennis Bøgedal Bak, har rigtig gode erfaringer med unge mennesker.
– Vi har jo flere dygtige ung-medarbejdere i butikken, og vi vil gerne være med til at give dem en god introduktion til arbejdsmarkedet samtidig med, at de kan tjene nogle penge. Der er heldigvis mange dygtige og ihærdige unge mennesker.
Om UngeGarantien
Hjørring Kommunes Byråd vedtog enstemmigt i maj 2019 UngeGarantien, der er et enestående samskabelsesprojekt mellem kommunen og en bred kreds af virksomheder i kommunen.
Du kan se de aktuelle garantipartnere
Det var de medvirkende virksomheder, der udstedte ”Ungegarantien”, hvilket medfører at virksomhederne, Garantipartnere, garanterer at de vil:
- hjælpe alle unge, der henvender sig, med at forfølge deres positive mål.
- tage imod udsatte unge i rimeligt omfang.
- være ambassadører for Ungegarantien.
Alle unge i Hjørring Kommune skal have de bedste forudsætninger for at få en uddannelse og komme i job. Det er hovedmålet med Ungegarantien, der er båret af et storstilet samarbejde mellem lokale virksomheder, skoler, uddannelsesinstitutioner og kommunale forvaltninger i Hjørring Kommune.
Ungegarantien omfatter blandt andet følgende indsatser:
Obligatorisk erhvervspraktik for 9. klasse.
25 timers obligatorisk undervisning om året i emnet ”Uddannelse og Job” – i konkret samspil med virksomhederne til alle fra børnehaveklasse til 9. klasse.
Individuel uddannelsesvejledning til alle – også uddannelsesparate unge – som vil blive udfordret på deres uddannelsesvalg.
Praktikkoordinatorer hjælper med etablering af relevante erhvervspraktikker.
Virksomhederne indgår i individuelt aftalte samarbejder om virksomhedsnær undervisning, erhvervspraktik og lærepladser samt introjobs og særlige praktikforløb.
Den digitale markedsplads forbinder virksomheder med undervisere og elever i grundskolen og ungdoms- og erhvervsuddannelser.
Ungegarantien har fokus på FN’s 17 verdensmål, en bæredygtig global udvikling og en bedre verden. FN’s 17 verdensmål og Ungegarantien harmonerer forbilledligt, da verdensmålene i høj grad handler om unge mennesker. Det er de unge mennesker, der skal leve i den fremtid, som vi alle i dag danner grundlaget for og skaber rammerne for.
Du kan se meget mere om Ungegarantien