Interessen for veterantræffet den 12. august er rigtig stor, forlyder det fra Tommy Høj, som er formand for Hirtshals Handel & Erhverv.
– Her 6 uger før træffet har vi allerede passeret de 100 tilmeldte køretøjer. Så vores målsætning om at få 250 køretøjer når vi let. Sidste år var der 231, så det kan da være, vi hellere skal sige 300 deltagere, siger Tommy Høj med et glimt i øjet.
– Mellem 3000 og 4000 publikummer på dagen er så absolut ikke noget urealistisk tal. Træffet arrangeres i øvrigt i samarbejde med Hirtshals Turisme, så vi ser meget gerne norske deltagere til træffet. Der er lige blevet sendt nyhedsbrev ud til 250.000 nordmænd via Fjord Line, så det er absolut en mulighed, at nogle vil tage færgen til træffet og få en forlænget weekend i Hirtshals, uddyber formanden for HHE.

Træffet falder sammen med et større musikalsk arrangement den samme dag, så formanden synes virkelig, at vi lokalt har noget at byde på, både til udstillere og publikum. Man kan læse mere om træffet og tilmelde sig på www.hirtshals-veteran.dk.
Eneste krav for, at køretøjer kan deltage, er at de er over 25 år gamle. Men ellers er der åbent for biler, knallerter, motorcykler, lastbiler og traktorer.