Du bør nok finde paraplyen frem, hvis du skal opholde dig udendørs i længere tid ad gangen denne fredag.
Vi har nemlig et gråt og vådt vejr i vente, noterer TV2 Nord.
– Det bliver en dag med mange skyer og regn i perioder, for allerede her til morgen er der regn på vej op over regionen. Og det er noget, der i perioder kan føles sammenhængende, fortæller Lone Seir fra TV2 Vejret.
Der er dog en anelse opklaring at spore senere.
– I løbet af eftermiddagen og aftenen aftager regnen en smule og bliver mindre intens, lyder det fra vejrværten, der lover temperaturer mellem seks og otte grader.
Fredag aften falder temperaturen til mellem fire og fem grader.
Så mens temperaturerne ligger nogenlunde normalt for årstiden, så åbner himlen sig delvist fra oven.
– Det vil være mange skyer det meste af dagen og lange perioder, hvor det drypper udenfor, er meldingen fra Lone Seir.
Vinden vil dagen igennem komme fra øst og sydøst.
Politiet advarer om tæt tåge
Hold afstand og kør afsted i god tid.
Sådan lyder rådet fra Nordjyllands Politi fredag morgen til de mange bilister, der bevæger sig ud på de nordjyske veje.
For selv om DMIs officielle varsel om tæt tåge ophørte torsdag aften, så kan der stadig være lidt tåge tilbage derude, som kan drille morgentrafikken, lyder det fra vagtchefen.
– Vi opfordrer til, at man kører i god tid og holder sig i god afstand fra de forankørende, lyder det gode råd.
Indtil videre har tågen ikke været skyld i trafikuheld på de nordjyske veje, oplyser Nordjyllands Politi.
Kilde: TV2 Nord.