De gratis kampe afvikles i hele landet i perioden 13. – 23. september. Billetterne uddeles efter først-til-mølle-princippet fra i dag og kan bookes på www.VeteranMatch.dk
Formålet med Veteran Match er at give tidligere udsendte soldater og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskaber. Det sker til hyldestkampe i elitesportsklubber og via et beskæftigelsesinitiativ, som kaldes jobmatch. DIF Soldaterprojekt afvikler initiativet i samarbejde med en række aktører over hele landet.
Klubberne i Danmarks største ligaer og Danmarks Idrætsforbund (DIF) står sammen om at sende respekt og anerkendelse til tidligere udsendte og deres pårørende, når Veteran Match afvikles for femte år i forlængelse af Flagdagen.
Når spillerne i fodboldens 3F Superliga og NordicBet Liga, Herrehåndboldligaen og ishockeyens Metal Liga løber på banen og på isen den 13. – 23. september, vil der være en særlig stemning til kampene. De er nemlig dedikeret til de danskere, der har været udsendt til verdens konfliktområder og til deres pårørende.
I alt 45 klubber landet over uddeler gratis billetter til Veteran Match 2024 og markerer deres anerkendelse med særlige spillertrøjer, flag, bannere, taler over højtaleranlægget og stående klapsalver for de tidligere udsendte og deres pårørende.
I det nordjyske område afvikles følgende kampe:
Hjørring: Veteran Match mellem Vendsyssel IF mod Hillerød Fodbold i Nord Energi Arena lørdag den 14. september kl. 14.00.
Frederikshavn: Frederikshavn White Hawks inviterer til Veteran Match kamp mod Herning Blue Fox i Nordjyske Bank Arena tirsdag den 24. september kl. 19.00.
Aalborg: Veteran Match mellem AaB mod Lyngby Boldklub på Aalborg Portland stadion fredag den 13. september kl. 19.00, og Veteran Match mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox i Gigantium fredag den 20. september kl. 19.30.