Der var lagt op til en begivenhedsrig dag, da Hirtshals Havn mandag den 20. september 2021 havde inviteret til lanceringen af sit nye udviklingsselskab Greenport North og en præsentation af sin kommende havneudvidelse. Dagen bød på et væld af indlæg fra bl.a. Direktør Tine Kirk fra Danske Havne, Styreleder Halvard Aglen fra Norske Havner og tidl. Formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft.
Over 200 indflydelsesrige erhvervsfolk og politikere var mødt op for at høre om Hirtshals Havns planer for fremtiden. Hirtshals Havn annoncerede tidligere på året sine planer om at opgradere havnen til version 2.0, og mandag var tiden inde til at løfte sløret yderligere for de kommende planer. Planer, som foruden en betydelig havneudvidelse, indebærer oprettelsen af et udviklingsselskab.
Greenport North, som er navnet på det nyoprettede udviklingsselskab, er et partnerskab mellem Hjørring Kommune, Nord Energi, Hirtshals Havnefond og Hirtshals Havn. Under ledelse af Steen Harding Hintze skal Greenport North arbejde med at optimere såvel rammebetingelser som værditilbud på Hirtshals Havn gennem nye, grønne energiløsninger, sektorkobling og cirkulær økonomi.
– Hirtshals Havn vil løfte sig op i en ny liga; Vi skal tænke på en helt anden måde – vi skal ikke længere tænke lineært men derimod cirkulært. En virksomheds restråstoffer og overskudsenergi kan i stedet for at gå til spilde, udnyttes i en anden virksomheds produktion, siger Steen Harding Hintze, Direktør hos Greenport North.
Havnen i Hirtshals vil desuden imødekomme den virkelighed, som hele transportsektoren står overfor i disse år, hvor udskiftningen af fossile brændstoffer står højt på dagsordenen. Derfor skal der naturligvis være mulighed for at bunkre fremtidens drivmidler på havnen. Dertil kommer, at fremtidens fartøjer bliver større og større, hvilket nødvendiggør en fysisk udvidelse af havnen inklusiv en større indsejling og forbedrede besejlingsforhold.
– Vi skal være en tæt sparringspartner og medspiller for at kunne facilitere det maritime erhvervs behov nu og i fremtiden, derfor er denne havneudvidelse afgørende nødvendig, pointerer Hirtshals Havns CEO Per Holm Nørgaard.
I forbindelse med den kommende havneudvidelse lød en klar besked fra Hjørring Kommunes Borgmester Arne Boelt om, at erhvervslivet og havnen har gjort deres del. Nu er det derfor vigtigt, at myndighederne gør deres og handler – og det skal være hurtigt.
Dagens arrangement indeholdt desuden oplæg fra en række virksomhedsledere, herunder CEO Stig Victor Petersen fra Biomega Denmark, CEO Kim Lyhne fra Danish Salmon og Fragtdirektør Claus Riis fra Fjord Line – og budskabet ens fra alle sider; En havneudvidelse er nødvendig for at sikre fremtidig udvikling og vækst på og omkring Hirtshals Havn. Allerede i dag er Hirtshals Havn en vigtig hub for bl.a. laks, transport og logistik, men det bliver havnen ikke ved med at være, hvis fremtidens krav ikke imødekommes.
Til at runde dagen af og gøre hele den cirkulære tankegang mere håndgribelig, havde Hirtshals Havn inviteret Christian Helweg, stifter af Råt&Godt i Aalborg. En virksomhed, som lever efter devisen mennesker og materialer fortjener en chance til. For at vise konkrete eksempler havde Christian Helweg medbragt konkrete eksempler på møbler, som er lavet af genbrugsmaterialer.
Kilde: Hirtshals Havn.
Link til tidligere artikler
Masser af gode indlæg ved mandagens konference om Hirtshals Havn Version 2.0