Efter næsten to års intensivt arbejde har Greenport Scandinavia netop nået en vigtig milepæl med færdiggørelsen af studier omkring etablering af en CO 2-terminal på Hirtshals Havn. Projektet går derfor ind i en ny fase, hvor der skal arbejdes målrettet med etablering af det forretningsmæssige grundlag for CO2-hubben og organiseringen heraf.
Greenport Scandinavia-projektet, som siden sin lancering i december 2022 har arbejdet for at etablere grundlag for at bygge en CO 2 -terminal på Hirtshals Havn, har netop færdiggjort et studie omkring et lageranlæg til håndtering af 15-20 mio. tons CO 2 om året.
Det er sket med støttemidler fra Fonden for Retfærdig Omstilling samt private investeringer fra partnerskabet bag projektet, som består af Ineos Energy, Harbour Energy, Evida, Aalborg Portland, Biocarb Solutions, Hirtshals Havn, Greenport North, Hydrogen Valley, EUC Nord og Energy Cluster Denmark.
Greenport Scandinavia fik i december 2023 bevilget en ramme på op til 109 mio. kr. fra Fonden for Retfærdig Omstilling, som er administreret af Erhvervsstyrelsen.
Næste fase
Før der er grundlag for at igangsætte de videre investeringer, er det imidlertid afgørende at få endeligt bekræftet, at der kan lagres CO2 i undergrunden i de udpegede onshore og offshore lagringssites. Derfor skifter projektet nu gear, da forventningerne til, hvornår de kommende CO2-lagre kan være klar, har rykket sig.
På ansøgningstidspunktet var forventningen, at der kunne lagres CO 2 allerede i 2027, og at der kunne tages investeringsbeslutning på et lageranlæg til den første del af projektet i løbet af 2025. Den tidslinje har rykket sig. Samtidig er priserne på materialer steget voldsomt, så der er også behov for at justere budgetterne.
– Dette har vi informeret Erhvervsstyrelsen om, og samtidig gjort opmærksom på, at vi ikke kommer til at bruge den fulde bevilling indenfor tidsrammen frem til 2026, fortæller direktør i Greenport North, Steen Hintze og fortsætter: – I samme åndedrag har vi meddelt Erhvervsstyrelsen, at partnerne fortsætter med at udvikle Greenport Scandinavia-projektet med udgangspunkt i den ny tidslinje med CO2 -lagring fra 2030.
Et stærkt koncept
Bevillingen fra Fonden for Retfærdig Omstilling har frembragt flere gode resultater. Flere biogasanlæg i Vendsyssel har nu et godt udgangspunkt at træffe beslutning om investering i CO2-fangstanlæg, og ikke mindst en fortsat stor interesse i at bruge Hirtshals Havn til udskibning af CO2 når mellemlageret på havnen er klar. Desuden er der udviklet en uddannelse for teknikere, som skal arbejde i den kommende CCS-industri.
– I et projekt som dette er der en række beslutninger, som er afhængige af hinanden. Der er identificeret et sted, hvor anlægget kan placeres på Hirtshals Havn, og der er lavet et grundigt studie af logistik, risikovurdering, anlægsdesign, samt anlægs- og driftsomkostninger. Nu er næste skridt at afvente andre beslutninger. Nu letter vi med andre ord foden fra speederen og gearer ned, så de øvrige kommercielle partnere kan færdiggøre deres arbejde, afslutter Steen Hintze.
Det kommende år vil partnerskabet derfor bruge på at etablere et stærkt forretningsmæssigt grundlag frem mod en ny deadline for en investeringsbeslutning.
Greenport Scandinavia har et stærkt koncept og Hirtshals har en fordelagtig beliggenhed for modtagelse og videredistribution af CO 2 til onshore-lagring i Danmark og offshore-lagring langs nordvestkysten og i Nordsøen – på både den danske og den norske kontinentalsokkel. Interessen for Greenport Scandinavia er stor fra såvel Norge, Sverige og Tyskland som de baltiske lande, og Greenport Scandinavia er fremhævet som et væsentligt projekt i EU.