Desværre stoppede Poul Anker Bechs liv allerede for 13 år siden, men både han og Lisbeth nåede at sætte spor i alle, der kendte ham, plus de mange, mange tusinder, der stadig kan glæde sig over den fornemme arv af billeder, han efterlog og som blandt andet kan ses på Vendsyssel Kunstmuseum, mindes Grethe Rolle. På fotoet er Poul Anker vist omkring de 40, omtrent samtidig malede han de to personlige billeder til Grethe Rolle, som sammen med Torben Agersted udgiver netmediet Jammerbugtnu.
Blandt de mange andre, der garanteret mindes Poul Anker Bech ikke mindst denne dag, er forfatter Peter Mouritzen: “Jeg har kendt ham siden slutningen af 70erne, vi savner ham meget, også hans kone Lisbeth, der døde i 2006. Det var et par fyrtårne i Vendsyssel, der gik ud. For tidligt. Æret være begges minde. For mange år siden skrev jeg en tekst til et af hans billeder, Strandko. Den skulle være trykt i et katalog, men af en eller anden grund blev det ikke til noget. Historien om koen blev først trykt sidste år i min bog Jordbærkrukken“:
DEN KLOGE KO
Der var en ko. Den vidste ikke, at den var en ko. Måske fordi den var afhornet, det kan tage identiteten. Koen stod ved havet og drømte om andre horisonter. Man må rejse ud for at finde ud af, hvem man er, tænkte koen. Ingen er blevet klogere af at æde det samme græs. Så, en skønne dag tog den mod til sig og svømmede ud i havet. Koen kom forbi en ø med køer. Da køerne på øen så den svømmende ko, muhede de. Muh, svarede vor ko. Det er sjovt som vi taler ens, forskellige som vi er, måske er det samme kommune. Men sandheden kommer til alle, også til køer. Det blev dens sidste muh. Den sank til bunds og druknede. Lige før den druknede vidste den, at den var en ko. Det må være det, som filosofferne kalder for Indsigtens Sted, tænkte den, da den ramte bunden. Det var dens sidste tanke, og længere er historien da heller ikke. Men den har dybde.
